Seneste nyt
Sikkerhed
International skibsfart

Olie­trans­por­ten gennem danske farvande er steget eksplosivt

Store geopolitiske begivenheder har medført massive ændringer i mønstrene for den globale olietransport til søs. Det sætter en tyk streg under betydningen af et effektivt dansk hav­mil­jø­be­red­skab, når næsten fem millioner tønder olie hver dag passerer gennem danske farvande, mener Danske Rederier.

I første halvår af 2025 blev der sejlet lige så meget olie igennem Storebælt og Øresund, som der gjorde igennem Suezkanalen. Her blev der begge steder sejlet 4,9 mio. tønder olie igennem om dagen. For Storebælt og Øresund er det en stigning på 58 procent fra 2021 til 2025.  

Det viser en ny analyse fra Danske Rederier, der beskriver, hvordan trafikken af olie gennem verdens største ho­ved­færds­elsår­er til søs har udviklet sig fra 2021 til 2025. 

“De internationale sanktioner, som Rusland er blevet pålagt som konsekvens af deres invasion af Ukraine, har medført, at en langt større del af den russiske olieeksport nu sejles ud til ver­dens­mar­ke­det igennem Østersøen end tidligere. Med sanktionerne mod russisk olie har lande som Tyskland og Polen øget importen af norsk og amerikansk olie. Det forklarer også en del af den øgede olietrafik i Storebælt og Øresund”, siger Anne H. Steffensen, ad­mi­ni­stre­ren­de direktør i Danske Rederier. 

Det øger selvsagt bekymringen for en oliekatastrofe i danske farvande, når så store – og stigende – mængder olie sejles tæt på vores kyster hver dag på skibe af tvivlsom kvalitet
Anne H. Steffensen, administrerende direktør i Danske Rederier

En del af den russiske olie fragtes igennem dansk farvand på såkaldte skyg­ge­flå­de­ski­be, hvoraf nogle er i dårlig stand og har særdeles usikre forsikrings- og ejerforhold. 

”Det øger selvsagt bekymringen for en oliekatastrofe i danske farvande, når så store – og stigende – mængder olie sejles tæt på vores kyster hver dag på skibe af tvivlsom kvalitet. Desværre har vi i dag slet ikke det nødvendige hav­mil­jø­be­red­skab på plads til at håndtere, hvis en sådan katastrofe – gud forbyde det – skulle ske. Det bør være en vigtig prioritet for en ny regering at få etableret. Vores medlemmer står klar til at bidrage med vigtige kapaciteter, mandskab og knowhow, der kan aktiveres hurtigt,” siger Anne H. Steffensen. 

Analysen fra Danske Rederier viser desuden, at Malaccastrædet og Hormuz-strædet er de globale knudepunkter, hvor der sejles suverænt mest olie igennem. Over 20 mio. tønder olie dagligt. Det understreger, hvorfor krigen i Iran har så stor potentiel betydning for skibsfarten og ver­den­s­ø­ko­no­mi­en. 

Houthiernes angreb på skibstrafikken i Det Røde Hav har medført, at langt større mængder olie er blevet sejlet rundt om Afrika, mens trafikken igennem Bab el-Mandeb-strædet og Suezkanalen er styrtdykket. 

Læs analysen fra Danske Rederier her.

Før valgkampen præsenterede Danske Rederier et udspil med syv konkrete forslag til, hvordan man kan styrke det offentlige/private samarbejde om det danske totalberedskab.

Hør analytiker i Danske Rederier Simon Martin Hansen forklare om udviklingen i olie­trans­por­ten i videoen herunder: