Seneste nyt
Klima

Debatindlæg: Nord­ve­stjyl­land kan også blive en vigtig brik i det europæiske ener­gi­pus­le­spil

Dagbladet Holstebro-Struer 16. juli 2025.

Af Marianne Bredal, borgmester Struer Kommune, H.C. Østerby, borgmester Holstebro Kommune, Erik Flyvholm, borgmester Lemvig Kommune, ad­mi­ni­stre­ren­de direktør Anne H. Steffensen, adm. direktør, Danske Rederier  

Danmark har netop overtaget formandskabet i EU. Grøn omstilling og vedvarende energi er højt på dagsordenen. 

Det er det også i Nord­ve­stjyl­land, hvor Klog Energi er et samarbejde mellem Lemvig, Struer og Holstebro Kommune, der samarbejder med det lokale erhvervsliv om at drive den grønne omstilling og udbygningen af vedvarende energi. 

Det danske formandskab er i fuld gang, og vi får lejlighed til at vise noget af det bedste, som Danmark står for, frem i den vigtige europæiske sammenhæng. Formandskabet blev officielt lanceret i Aarhus, hvor hele flokken af kommissærer og den danske regering bl.a. var på besøg på Laura Mærsk, verdens første containerskib, der kan sejle på grøn metanol. 

Den 17. juli er den danske EU-ambassadør Søren Jacobsen vært for sine kollegaer på havnen i Esbjerg for at se en dansk styrkeposition – den grønne værdikæde fra opsætning af vindmøller, energinet, produktion af grønne brændstoffer til skibene, som skal sejle på dem. 

Det er stærkt, at regeringen vælger at fremhæve danske styr­kepo­si­tio­ner som skibsfart og vedvarende energi som noget af det, vi allerhelst vil vise frem for resten af Europa. 

I Nordvestjylland er der også meget, som man kan vise frem

I Nord­ve­stjyl­land er der også meget, som man kan vise frem. Her ville Klog Energi kommunerne bl.a.  kunne byde indenfor på Thyborøn Havn, Skovgaards Power-to-ammoniak anlæg i Ramme, den nyligt udpegede Energy Hub Holstebro ved Idomlund, hvor mere en 1 giga watt havstrøm fra RWE’s havvind­møl­le­park kommer i land indenfor få år, teststation Høvsøre, hvor DTU har stået i spidsen for af skaffe vigtig viden om udvikling af vindmøller gennem 30 på og meget mere.  

I FN’s internationale maritime sø­fart­sor­ga­ni­sa­tion har man vedtaget, at den globale skibsfart skal være klimaneutral i 2050. Et meget ambitiøst mål, som den danske regering har kæmpet hårdt for at få vedtaget. 

Hvis det skal lykkes, så skal vi bl.a. have langt mere grønt brændstof, det kan f.eks. være ammoniak eller metanol, til at putte i tankene på vores skibe i stedet for de traditionelle fossile brændsler. Det kræver en markant opskalering og udvidelse af produktionen af grønne brændstoffer.  

De danske havne spiller en vigtig rolle for in­fra­struk­tu­ren til de grønne brændstoffer. Og her er Nord­ve­stjyl­land godt i gang med at positionere sig som en region, der kan komme til at spille en væsentlig rolle i at gøre vores skibe og hele vores samfund grønnere. Et levende laboratorium, hvor man er med til at udvikle de løsninger, der kan konkret kan bidrage til at indfri de store grønne ambitioner.