Debatindlæg: “Hvad stiller man op, når man har et hjerte, der banker for EU?”

Bragt i Børsen 25. oktober 2025

Af Anne H. Steffensen, adm. direktør i Danske Rederier

Jeg kærer mig om EU og mener, at det europæiske samarbejde er vigtigere end nogensinde tidligere. Hvad der startede som en handelsunion har udviklet sig til noget meget større. 

Men handlekraften er faldet i takt med, at kompleksiteten er vokset enormt i systemet. Vi må og skal have et Europa, der kan træffe de vigtige beslutninger. Og det i et tempo, så vi ikke står apatiske og hand­ling­s­lam­me­de tilbage på perronen. 

I halvfemserne var den stående joke blandt EU-skeptikere, at det eneste, EU kunne finde ud af at bestemme, var formen på de agurker, der lå i su­per­mar­ke­der­nes grønt­af­de­lin­ger. 

Allerede dengang provokerede det mig, fordi jeg syntes, og i øvrigt fortsat mener, at EU-samarbejdet rummer så stort et potentiale for os som et lille land og for Europa som helhed. 

Ja, på mange måder er det afgørende for vores fremtid. Men som bekendt har de fleste vittigheder et gran af sandhed i sig. For EU-systemet har en træghed, der desværre gør de store og vigtigste be­slut­nings­pro­ces­ser overordentligt langsommelige. 

Det mærker vi på snart alle områder, og det mærker vi også i skibs­fart­sin­du­stri­en. Rederibranchen er bygget af folk, der har taget initiativ. Folk, der rykker på tingene, er risikovillige – både når det er en god forretning, men også når der er tale om tiltag og investeringer, der adresserer morgendagens kunder og udfordringer.

Derfor har danske re­de­ri­virk­som­he­der i stor stil investeret i skibe, der kan sejle på alternative og mindre klimaskadelige brændstoffer. De har bakket fuldtonet op om EU’s kli­ma­re­gu­le­ring for skibsfarten og er over en kam klar til at tage ansvar for at nedbringe skibsfartens markante bidrag til kli­mapå­virk­nin­gen. 

Fjern bureaukratiet

Men hvad nytter det, hvis ikke de alternative brændstoffer er tilgængelige i et tilstrækkeligt omfang og slet ikke til en pris, som nogen kan og vil betale. 

For vi producerer dem ikke i nær tilstrækkelig grad i Europa – selvom alle er enige om, at det skal vi. Alle – i Europa i hvert fald – har efterhånden en fælles forståelse af, at klimakrisen er én af vor tids allerstørste trusler. Vi skal sætte ind med alle sejl for at nedbringe vores udledninger af CO2. 

Så langt rækker de fælles paroler og skåltaler. Men så rammer den besværlige virkelighed. Vi skal rubbe neglene i Europa, hvis vi skal udnytte potentialerne, der ligger lige for næsen af os. Det kræver som det allerførste, at bureaukrati og lange sags­be­hand­ling­sti­der inden for EU-systemet fjernes. 

Og det er netop dét, der er så frustrerende. Det er nemlig på lange stræk ikke de teknologiske hindringer, der står i vejen for, at vi tager markante skridt i den bæredygtige omstilling. 

Den største bremse

Teknologien er der, virksomhederne er klar. Det, der er den største bremse, er de mange in­sti­tu­tio­nel­le mellemled, der betyder, at sager om alt fra med­fi­nan­si­e­ring til godkendelser bevæger sig i sneglefart gennem systemet. Det svækker Europas kon­kur­ren­ce­kraft. Blandt andet på udrulningen af vedvarende energi. 

Imens ser vi til, mens Kina opskalerer massivt på grønne tiltag – herunder produktionen af alternative brændstoffer. 

Det betyder for det første, at vi bliver overhalet indenom på den grønne omstilling, men mere alvorligt betyder det, at vi bliver kritisk afhængige af Kina i produktionen af brændstoffer til vores europæiske flåder. 

Vi må og skal sikre europæisk uafhængighed og stabilisere for­sy­nings­sik­ker­he­den i og omkring Europa. Ikke mindst i lyset af den geopolitisk urolige verden, vi lever i for tiden. 

Draghis øjenåbner

Tidligere formand for den Europæiske Centralbank Mario Draghi udgav sidste år den meget omtalte Draghi-rapport, der i den grad blev en øjenåbner for alle os europæere, der i årevis nok har sovet en tornerosesøvn, i troen på at Europa var verdensførende på blandt andet den grønne omstilling. 

Men her et år efter Draghis “wake up call” er Europas kon­kur­ren­ce­ev­ne forringet yderligere, og der er en berettiget bekymring for, at vi er ved at tabe endnu mere terræn til økonomiske stormagter som Kina og USA. 

En af årsagerne er, at de omtalte lande har færre regler, hurtigere handling og større investeringer. 

Vi bliver simpelthen nødt til at gøre EU mere smidigt, så vi ikke skyder os selv i foden, når de gode intentioner bliver kværnet til pulver i EU-maskinen. Så hvad stiller alle os, der tror på et stærkt Europa, op, når vi gang på gang må erkende, hvor trægt systemerne arbejder på de store dagsordener? 

Vi kæmper selvfølgelig videre, fordi det europæiske sammenhold og potentiale skal bære os ind i fremtiden. I mellemtiden kan vi så glæde os over, at der er kommet regler for, at plastiklåg på so­da­vands­fla­sker skal sidde fast på flasken.