Seneste nyt
Uddannelse
Klima

Uddannelse og grøn omstilling i fokus hos stats­mi­ni­ste­ren

Fra Danske Rederier er der særligt ros til tankerne om stærke ung­doms­ud­dan­nel­ser også til de unge, som måske har andre interesser end det boglige.

Den første tirsdag i oktober er en af de store mærkedage i det danske folkestyre med Folketingets åbning og stats­mi­ni­ste­rens traditionsrige åbningstale.

Således også i år, hvor statsminister Mette Frederiksen bl.a. brugte taletid på at fremhæve ud­dan­nel­ses­om­rå­det og den grønne omstilling. Emner, der er væsentlige for dagens såvel som fremtidens Danmark

Det vækker glæde i Danske Rederier, at stats­mi­ni­ste­ren havde fokus på netop disse emner, som også fylder rigtigt meget på rederiernes dagsorden.

”Rederierne efterspørger i stor stil dygtige unge - både til at arbejde ombord og på kontorerne i land. Jeg er overbevist om, at for mange unge – især en del af de unge, der måske har haft svært ved at passe ind i det traditionelle ud­dan­nel­ses­sy­stem – vil en maritim uddannelse og en karriere i Det Blå Danmark være en rigtig god vej at gå. Derfor er vi selvsagt glade for alle tiltag, der kan få endnu flere unge godt igennem ud­dan­nel­ses­sy­ste­met,” siger Anne H. Steffensen, adm. direktør i Danske Rederier.

Derfor er vi selvsagt glade for alle tiltag, der kan få endnu flere unge godt igennem uddannelsessystemet
Anne H. Steffensen, adm. direktør i Danske Rederier

Der er store forhåbninger i Danske Rederier til konkrete tiltag som kan få den grønne omstilling til at ske i virkeligheden.

”Det er vigtigt, at regeringen har fokus på den grønne omstilling, men vi har nu brug for konkrete tiltag, som kan skaffe de nødvendige grønne brændstoffer, som skibsfarten har brug for til at omstille sig og leve op til den ambitiøse regulering i EU og forhåbentlig også snart på globalt plan. Lige nu sakker EU bagefter Kina, Mellemøsten og USA, når det gælder produktion af grønne brændstoffer. Det dur ikke og derfor skal der fart på in­ve­ste­rin­ger­ne i EU, så de grønne ambitioner rent faktisk kan blive til virkelighed. Det går simpelthen for langsomt,” siger Anne H. Steffensen.

Desuden noterer danske Rederier med tilfredshed, at stats­mi­ni­ste­ren udover den grønne omstilling også fremhæver EU’s kon­kur­ren­ce­ev­ne som et helt centralt emne, når Danmark snart overtager formandskabet i EU og et styrket dansk beredskab. For som stats­mi­ni­ste­ren så rigtigt sagde i sin tale: ”I en urolig verden skal Danmark være bedre rustet”

Regeringen har samtidig offentliggjort sit årlige lovprogram. Her noterer man i Danske Rederier ligeledes med tilfredshed, at stats­mi­ni­ste­ren i sit forord fremhæver vigtigheden af fangst og lagring af CO2. Et vigtigt klimatiltag, hvor de danske rederier står på spring for at bidrage.