Skandinavisk CO2-samarbejde vigtig brik i etablering af europæisk CO2-infrastruktur
Danmark, Belgien og Nederlandene har underskrevet aftaler med Norge og Sverige, der muliggør transport af CO2 på tværs af landenes grænser for at lagre den i undergrunden.
”CO2-fangst og lagring er et af de helt nødvendige redskaber, vi skal bruge for at nå vores danske og europæiske klimamål. Derfor skal vi sikre klimapolitik, der går ud over Danmarks grænser – og det gør vi, når vi med aftalerne åbner for et grænseoverskridende samarbejde om CO2-fangst og lagring. Vi skal udnytte de forskellige ressourcer og erfaringer, vi har på tværs af Europa, så vi kan få CO2-fangst og lagring op i skala, og de svære udledninger ned i jorden,” siger klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard i en pressemeddelelse.
Nyheden vækker glæde i Danske Rederier, hvor man håber, at det kan blive en vigtig brik i etablering af et egentligt indre marked for CO2.
”Når det kommer til at fange og lagre CO2 i undergrunden, er Danmark med helt i front. Det er stærkt, at den danske regering også er fremme i skoene, når det kommer til at etablere aftaler med vores nabolande, som kan være med til at få hele CO2-området op i skala og få etableret den nødvendige infrastruktur. I Danske Rederier har vi medlemmer, som står klar med de skibe, der skal være med til at transportere CO2. Det kan alt sammen være med til at gøre Danmark til en vigtig europæisk CO2-hub,” siger Jacob K. Clasen, viceadm. direktør i Danske Rederier.