Ny regulering: FuelEU Maritime træder i kraft 1. januar
FuelEU Maritime skal være med til at fremme brugen af grønne- og lavemissionsbrændstoffer indenfor skibsfarten i EU. Danske Rederier støtter den nye regulering, men fremhæver samtidig behovet for global klimaregulering af skibsfarten.
FuelEU Maritime er en del af EU’s klimalovpakke ”Fit for 55”. De nye regler har til formål at reducere CO₂-udledninger fra skibsfarten markant. Forordningen skal ikke blot bidrage til at nedbringe sektorens klimaaftryk, men også skabe incitamenter til udvikling og anvendelse af alternative brændstoffer, der understøtter en mere miljøvenlig omstilling af hele søfartsindustrien.
”EU har ambitiøse klimamål, hvilket vi i Danske Rederier bakker fuldtonet op om. Jeg er overbevist om, at de danske rederier er godt forberedt på de nye EU-krav. Danske rederier er i fuld gang med at investere i grønne skibe og brændstoffer og teknologier, der kan reducere brændstofforbruget og øge energieffektiviteten,” siger Nina Porst, direktør for klima, miljø og sikkerhed i Danske Rederier.
FuelEU Maritime er nyeste skud på stammen af EU-regulering af søfarten. 1. januar 2024 blev skibsfarten omfattet af EU’s emissionskvotesystem ETS. Kvoterne for tilladt udledning vil gradvist blive sænket, så det bliver dyrere og dyrere for virksomhederne at udlede drivhusgasser.
”Jeg håber, at FuelEU Maritime kan være med til at skubbe til både efterspørgsel og produktion af grønne brændstoffer til skibsfarten. Lige nu er manglen på grønne brændstoffer til konkurrencedygtige priser den helt store udfordring for skibsfartens grønne omstilling. Derudover er det vigtigt at fremhæve, at selvom EU’s regulering af skibsfartens udledninger helt klart er et godt skridt i den rigtige retning på vejen mod skibsfartens klimaneutralitet, så er det afgørende, at EU-landende også presser på for internationale regler i IMO, der gælder uanset, hvor man sejler,” siger Nina Porst.