Kommentar: EU må justere sine strenge krav i handelsaftaler. Ellers risikerer vi at skubbe lande som Australien i armene på stormagter som Kina

Kommentar bragt i Berlingske d. 8. august 2024

Lars Løkke Rasmussen, uden­rigs­mi­ni­ster, Claus Jensen, formand, Dansk Metal, og Anne H. Steffensen, adm. direktør, Danske Rederier

Handel er – og har i årtier, ja århundreder – været fundamentet under den velstand og fremgang, vi har oplevet i Danmark og resten af verden.

Derfor er det også positivt, hver gang vi i EU indgår nye handelsaftaler.

Sidste år underskrev EU en handelsaftale med Kenya, som giver kenyanske virksomheder adgang til det europæiske marked, og samtidig åbner det kenyanske marked for Europa: EU investerer mere end 3,5 milliarder euro i grøn og digital omstilling i Kenya gennem EUs in­ve­ste­rings­stra­te­gi Global Gateway. Milliarderne går til konkrete projekter, der blandt andet udvikler en grønnere trans­port­sek­tor

Det er godt for os – og det er godt for Kenya.

Desværre er det blevet langt vanskeligere at indgå den slags handelsaftaler. Det er der flere grunde til. En af dem er, at vi fra EUs side stiller for mange krav til en god aftale: Alle 27 medlemslande skal som regel være enige, og der vil stort set altid være en sektor eller et erhverv i et af landene, som bliver ramt, hvis en toldsats forsvinder.

Sagt med andre ord: Landene i EU har modsatrettede interesser og spænder ben for hinanden. Nogle ønsker at få adgang til nye markeder. Andre vil forsvare det marked, de allerede har i EU. Og det blokerer for aftaler.

Færre aftaler skal strande
Der er behov for, at EU ser på sine egne processer, så færre aftaler strander, så han­delspo­li­tik­ken i højere grad bruges strategisk.

Selv med et land som Australien, hvor vi på langt de fleste områder deler værdier, interesser og samfundsmodel, har vi svært ved at indgå en fri­han­del­s­af­ta­le.

Handelsaftalen med Australien faldt til jorden sidste år efter fem år med lange, komplekse forhandlinger. Hvad skete der?

Aftalen skulle give Australien mulighed for at eksportere land­brugs­pro­duk­ter som fåre- og oksekød til os. Omvendt ville vi få australske mineraler, litium og sjældne jordarter. Råvarer, som er afgørende for vores grønne omstilling.

Og måske vigtigst: En aftale mellem EU og Australien ville sende et klart politisk signal til Kina. Kineserne sidder nemlig på store dele af for­sy­nings­kæ­den for de sjældne jordarter, som blandt andet bruges til at producere vindmøller og batterier til elbiler. En aftale ville udfordre kinesernes indflydelse.

Sådan gik det ikke: Nationale interesser trumfede geopolitiske gevinster ved en aftale med Australien. Det var ikke kun EU, som var på tværs. Interne politiske hensyn og en stærk landbrugslobby i Australien har formentlig også spillet ind.

Indonesien er et andet eksempel. EU-forhandler lige nu med det store ørige, men der er knaster. EU stiller skrappe krav til ansvarlig skovdrift og miljøregler. Isoleret set er det godt, men hvor stiller det os geopolitisk, hvis endnu en aftale falder til jorden?

Kineserne har ikke tilsvarende principper; de står klar til at acceptere det meste. På få årtier er Kina blevet Afrikas førende handelspartner og største kreditor; de finansierer alt fra broer til motorveje og store pre­sti­ge­pro­jek­ter. Kinas handelspolitik er strategisk, ekspansiv og pengene har no strings attached.

Groft sagt står EU nu overfor et valg, som vil definere fremtidens europæiske handelspolitik:

Skal vi fastholde vores strenge krav og vores snævre økonomiske interesser og dermed risikere at skubbe lande som Indonesien i armene på andre stormagter?

Har vi råd til at skrotte en handelsaftale med et land som Australien, der ellers står os nær?

Eller skal vi slække lidt på kravene for at sikre, at 280 millioner indbyggere i Indonesien og 26 millioner australiere forbliver vores partnere i handel og i det bredere geopolitiske samarbejde?

For Danmark og resten af EU er spørgsmålet ikke alene, hvad der passer os økonomisk og værdimæssigt, som det tidligere var.

Verden er forandret; geopolitikken er tilbage, magten forskydes.

Vestens indflydelse svinder ind, og det er vi nødt til at forholde os til. Vi er nødt til at forholde os til Europas position i en ny verden med nye udfordringer, hvor lande som Indien og Kina er på vej frem. Derfor er det afgørende, hvad vi har råd til politisk og strategisk; derfor har vi brug for en ny balance i han­delspo­li­tik­ken.

Vi skal »de-risk, not de-couple«, som EUs kom­mis­sions­for­mand har formuleret det. Vi skal bevare vores grundlæggende åbenhed. Og erkende, at handelspolitik også er blevet geopolitik.