Rederier arbejder aktivt for bedre diversitet
At kønsbalancen i rederierne har været skæv i mændenes favør, er efterhånden velkendt.
Derfor har Danske Rederier i de seneste år i samarbejde med medlemmerne forsøgt at lave en indsats for at sætte fokus på kønsbalancen og ændre den.
Senest har Danske Rederier spurgt de medlemmer, som har underskrevet ’Charter for flere kvinder i shipping’, som blev udviklet i 2020, hvordan de arbejder med diversitet og kønsbalance.
Her svarer 17 ud af 20 bl.a., at de har inkluderet diversitet som emne i deres nuværende strategier, og at de har sat konkrete mål. Desuden svarer 75 procent, at topledelsen er involveret i arbejdet i høj eller meget høj grad.
”Det er opløftende, at vi har fået sat diversitetsarbejdet på dagsorden, og at det vækker genklang i mange rederier. Det er tiltag som mentorordninger, forbedrerede ansættelsesprocesser, branding og HR-politik, som der bliver taget fat på, og jeg oplever en form for pionerånd blandt mange af vores medlemmer,” siger Anne W. Trolle, direktør for arbejdsmarked, rekruttering og uddannelse i Danske Rederier.
Sidste år indstiftede Danske Rederier en ny diversitetspris, som skal anerkende rederier eller enkeltpersoner, som gør en ekstra indsats for diversitetsarbejdet i shipping.
Den første pris blev vundet af Hafnia, og prisen vil blive uddelt igen i år.
”Vi er bevidste om, at kønsbalancen fortsat ikke er lige i rederierne. Den rigtige vej at gå er at fortsætte arbejdet med kønsbalancen i alle dele af organisationerne, og vi vil blive ved med at tale om diversitet og kønsbalance og rådgive efter bedste evne. Vores pris er en god anledning til at sætte fokus på, hvad de forskellige rederier gør og lære fra hinanden,” siger Anne W. Trolle.
Danske Rederiers diversitetspris bliver uddelt 17. august i forbindelse med ’Blå Pride Bar’