Danske Rederiers historie

Det sidste lå i luften allerede den 17. januar 1884, da ni mænd mødtes på Hotel Phønix i Bredgade, København. De hørte alle til den gruppe af fremsynede og progressive redere, som satsede på dampdrevne skibe i en tid, hvor sejlskibene endnu var i stort flertal. På mødet vedtog de at stifte ’Damp­skibs­rhe­de­ri-Foreningen’ til varetagelse af deres fælles interesser.

Danmark havde endnu ikke omstillet sig fuldt ud efter nederlaget og tabet af en tredjedel af landets areal til Tyskland i 1864. Dansk økonomi var i høj grad baseret på land­brugs­pro­duk­tion. Det officielle Danmark satte derfor alle sejl til for at kompensere tabet ved at udvikle og effektivisere landbruget og øge produktionen på den jord, der var tilbage.

Byerhvervene, industri, handel og skibsfart, blev politisk set behandlet som stedbørn. Det var først og fremmest landbrugets tarv, man havde for øje.

I årene efter 1850 havde byerhvervene imidlertid set en betydelig udvikling ikke mindst styret af tidens store erhvervsleder C.F. Tietgen, som ikke billigede den officielle er­hvervspo­li­tik. Hans kongstanke blev, at byerhvervene skulle slutte sig sammen og samarbejde for at ’"verve selve Landets Lov­giv­nings­magt til virksom Kampfælle i den det danske Erhvervsliv forestaaende Konkurrence-Kamp," som han skrev.

Stiftelsen af Damp­skibs­re­de­ri-Foreningen var tydeligt inspireret af C.F. Tietgen, og organisationen blev en af landets første lob­by­or­ga­ni­sa­tio­ner, der voksede frem i det nye politiske klima efter folkestyrets indførelse.

Efter or­ga­ni­sa­tio­nens første leveår var der 20 medlemmer og i alt 140 indmeldte skibe, hvoraf alene Det Forenede Dampskibs-Selskab var indmeldt med 84 skibe.

Ar­bejds­gi­ver­rol­len

Med undtagelse af en enkelt sag i december 1884, hvor man drøftede aflønning af besætning på oplagte skibe, beskæftigede man sig i or­ga­ni­sa­tio­nens tidlige år kun meget lidt med løn- og arbejdsforhold for søfarende. Organisationen optrådte ikke som for­hand­lings­part i sådanne spørgsmål, og det var holdningen, at det enkelte rederi selv måtte ordne forholdene over for de ansatte.

Denne holdning kunne imidlertid ikke opretholdes, idet Danmark, i lighed med resten af Europa i de sidste år af det 19. århundrede, blev skueplads for en voksende social og politisk bevidsthed, som udløste arbejdskampe, strejker og lockout og dannelsen af fagforeninger. I begyndelsen af 1898 ændrede organisationen derfor kurs og indgik under trusler om strejke sin første overenskomst med en fagforening, Søfyrbøderne, den 1. juni 1898.

Funktionen som for­hand­lings­or­ga­ni­sa­tion for re­de­ri­er­hver­vets arbejdsgivere har siden da været en væsentlig del af Danske Rederiers ak­ti­vi­tets­om­rå­de.

Udviklingen af ar­bejds­for­hol­de­ne til søs medførte, at man, støttet af lovgivningen i 1906, oprettede et selskab, som tegnede obligatorisk ulyk­kes­for­sik­ring af søfolk. Samme år valgte man at afskaffe den meget omdiskuterede "vidnesbyrdbog" for søfarende og oprettede i stedet et lægekontor, som skulle foretage undersøgelser af alle de søfolk, som blev forhyret til tjeneste på medlemmernes skibe. Lægekontoret består den dag i dag.

Svær balance

I or­ga­ni­sa­tio­nens første år blev se­kre­ta­ri­ats­op­ga­ven udført af hø­jeste­rets­sag­fø­rer R. Strøm, men efter dennes udnævnelse til na­tio­nal­bank­di­rek­tør i 1888 blev det den siddende formands opgave at forestå or­ga­ni­sa­tio­nens sekretariat.

I lyset af den usikre situation op til første verdenskrig blev det i 1914 besluttet at ansætte en lønnet sekretær samt leje møde- og kontorlokaler til organisationen. Den 1. oktober 1914 kunne man således indvi or­ga­ni­sa­tio­nens første selvstændige domicil i Holbergsgade 1 i København. Faciliteterne blev efter nogle år suppleret, da man efter Fragtnævnet overtog et lejemål på Sankt Annæ Plads ikke langt derfra.

Første verdenskrig bød imidlertid på nye udfordringer for re­de­ri­er­hver­vet og for organisationen. De danske myndigheder ønskede at sikre landets forsyninger af varer, og de indførte derfor visse begrænsninger i friheden til at sejle frit, ligesom der blev pålagt erhvervet nye skatter. De krigsførende landes torpederinger af fragtskibe og minefyldte farvande medførte endvidere et behov for for­sik­rings­ord­nin­ger for materiel og personer. Som følge af Danmarks neutralitet blev perioden omkring første verdenskrig dog, for­ret­nings­mæs­sig set, en god periode for dansk skibsfart.

Eget hus

I 1919 blev spørgsmålet om selv at opføre et domicil drøftet for første gang. Lokalerne i Holbergsgade og på Sankt Annæ Plads var ikke længere tilstrækkelige til or­ga­ni­sa­tio­nens aktiviteter, og øjnene faldt på en grund i Amaliegade tilhørende Frederiks Hospital, hvis virksomhed nogle år forinden var overført til det nystiftede Rigshospital. Man besluttede sig for et projekt udarbejdet af arkitekt Emanuel Monberg, som rummede såvel kontor- og mødelokaler til eget brug, bolig til or­ga­ni­sa­tio­nens første direktør samt lokaler til udlejning fortrinsvis til virksomheder med forbindelse til erhvervet.

Danske Rederiers sekretariat flyttede ind i de nye lokaler i efteråret 1922, og 16. marts 1923 var det muligt at holde den første ge­ne­ral­for­sam­ling i egne lokaler.

Ejendommen vakte efter opførelsen stor bevågenhed som en markant, nyklas­si­ci­stisk bygning indpasset med stor nænsomhed i det eksisterende miljø af bygninger fra tiden for Fre­de­riks­ta­dens grundlæggelse. Arkitekt Monberg blev tildelt Eck­ers­bergs­me­dalj­en for sit arbejde. Læs mere om bygningen i linket nederst. 

Trængsler og vækst

Perioden mellem verdenskrigene var præget af den økonomiske depression og krise, og størrelsen af or­ga­ni­sa­tio­nens sekretariat var i store træk konstant op til 1940.

Men med udbruddet af anden verdenskrig blev den danske handelsflåde delt, da et betydeligt antal skibe valgte at søge allieret havn. Reguleringer af erhvervet og lignende påførte imidlertid organisationen yderligere opgaver, og det blev derfor nødvendigt at udvide sekretariatet. Da krigen sluttede, og han­dels­re­strik­tio­ner­ne blev afviklet, skete der en vis reduktion i or­ga­ni­sa­tio­nens me­d­ar­bej­der­stab.

Stan­dar­di­se­rin­gen af skib­strans­por­ten, som tog sin begyndelse i 1960’erne og -70’erne, har været med til at skabe grundlaget for den globalisering og eksplosive vækst i ver­dens­han­de­len, som vi har oplevet gennem de seneste 25 år.

Danske Rederiers sekretariat er igen vokset, og organisationen beskæftiger i dag ca. 50 medarbejdere.

Moderne in­ter­es­se­or­ga­ni­sa­tion

Danske Rederier er i dag en moderne in­ter­es­se­or­ga­ni­sa­tion, der repræsenterer rederiernes interesser i forhandlinger med regeringen, ministerierne, fol­ke­tings­med­lem­mer­ne, pressen, interesse- og ar­bejds­gi­ver­or­ga­ni­sa­tio­ner samt fag­for­e­nin­ger­ne. Organisationen har endvidere inkluderet offshore i sine aktiviteter. Ud over egne medlemmer betjener Danske Rederiers sekretariat Fær­ge­re­de­ri­er­ne, som er bran­che­or­ga­ni­sa­tion for de danske færgerederier. Danske Rederier arbejder tæt sammen med andre bran­che­or­ga­ni­sa­tio­ner som DI, DE, Green Power Denmark samt Landbrug og Fødevarer. Endvidere er Danske Rederier som ar­bejds­gi­ver­or­ga­ni­sa­tion medlem af Dansk Ar­bejds­gi­ver­for­e­ning. 

Desuden er Danske Rederier internationalt aktiv som rådgiver for regeringens delegationer og som medlem af forskellige internationale re­de­ri­o­r­ga­ni­sa­tio­ner i EU og globalt - herunder ICS og ECSA.

I maj 2017 fik Danske Rederier nyt navn og logo. Siden 1959 har Danske Rederier heddet Danmarks Rederiforening, men med udskiftningen af logoet, blev navnet på organisationen ligeledes opdateret.

Herunder kan du læse mere om Danske Rederiers navn og logo.