Dansk flag indtager flot førsteplads
Når skibe anløber havne verden over, udtages de ofte til en kvalitetskontrol, hvor havnestaterne kontrollerer, at der er styr på sikkerhed, sundhed og certifikater om bord.
Resultaterne fra kontrollerne bliver hvert år til en rangliste, hvor de flagstater, der har færrest fejl, ryger til tops. Og i år indtager det danske flag en flot førsteplads.
Det glæder Danske Rederier, som de sidste to år har arbejdet målrettet for at få det danske flag endnu længere op på listen.
”Det er vildt flot, at det danske flag nu ligger helt i top. Jeg er både glad og stolt over at se, at den indsats, som vores rederier har gjort i forhold til styrke overholdelsen af reglerne for den internationale skibsfart, har båret frugt. Det understreger, at dansk flag er kvalitetsflag,” siger Anne Steffensen fra Danske Rederier.
Ranglisten laves af den internationale havnestatskontroller ”Paris MoU”. Danskflagede skibe fik en femteplads i 2019 og har altså taget et ordentligt ryk op til førstepladsen i 2020.
”En god placering på listen her er en kæmpe fordel for de rederier, der har skibe under dansk flag. Det betyder, at omverden - og ikke mindst potentielle kunder - kan se, at de har styr på deres ting og opererer sikkert. Så førstepladsen her er ikke kun enorm flot – den er også vigtig,” siger Anne H. Steffensen.