Vejledning til rederierne
Vil I være med til at forme fremtidens søfolk? Siden viser, hvordan jeres rederi bliver godkendt som praktiksted, får adgang til tilskud på op til 80.000 kr. pr. praktikant og kan indgå i praktikpladsgarantien og Kom med Ombord. En investering i talent og branche.

Praktikpladsgaranti – en investering i fremtidens søfolk
Det Blå Danmark har brug for dygtige og konkurrencedygtige søfolk for at fastholde og styrke Danmarks position som en af verdens førende søfartsnationer.
For at sikre dette har Vækstteamet for Det Blå Danmark anbefalet flere tiltag – blandt andet at øge antallet af maritime praktikpladser og gøre adgangen til dem lettere. Det betyder, at branchen hvert år stiller med minimum 400 praktikpladser til rådighed fordelt på fire maritime uddannelser.
Se her, hvilke medlemsrederier, der tilbyder praktikpladser til de studerende ved:
- Skibsassistentsuddannelsen
- Navigatøruddannelsen
- Maskinmesteruddannelsen
- Skibsofficeruddannelsen
Danske Rederier administrerer ikke pladserne direkte, men støtter medlemsrederierne i at skabe de nødvendige rammer for at opfylde garantien. Som studerende søger du derfor direkte hos de enkelte rederier.
Praktikpladstilskud – op til 80.000 kr. pr. år
Godkendte rederier (se listen her) kan ansøge om et praktikpladstilskud på op til 80.000 kr. årligt pr. praktikant hos Uddannelses- og Forskningsstyrelsen. Tilskuddet gives for maritime studerende i praktik som led i en godkendt uddannelse ombord på skibe. Læs mere her: "Bekendtgørelse om tilskud til praktikplads i skibe"
Betingelser for tilskud
- Godkendt praktiksted: Rederiet skal være godkendt som praktiksted for en relevant maritim uddannelse – f.eks. skibsofficer, maskinmester, skibsfører eller skibsassistent. Godkendelsen sker i samarbejde med de maritime uddannelsesinstitutioner.
- Uddannelsesaftale: Der skal foreligge en skriftlig uddannelsesaftale mellem rederiet og den studerende, som opfylder kravene i bekendtgørelsen (bl.a. beskrivelse af praktikforløbet). Denne aftale sikrer, at praktikken opfylder uddannelsens krav.
- Eleven skal sejle som overtallig
Tilskuddets størrelse og anvendelse
Tilskuddet skal dække en del af praktikantens løn, kost og rejseomkostninger. Støtten beregnes med 20.000 kr. pr. 3 måneders effektiv fartstid (søfartstid), hvilket svarer til op til 80.000 kr. for et års praktikelov.dk.
- Bemærk: Fra 2022 er det også muligt at søge tilskud for praktik på udenlandsk flagede skibe, dog kun med op til 50 % tilskud af de normale satser. Det er dog fortsat et krav, at eleven er tilknyttet en dansk uddannelsesinstitution.
Ansøgningsfrister og udbetaling
- Første tirsdag i marts kl. 12.00 (for praktik i perioden 1. juli – 31. december)
- Første tirsdag i oktober kl. 12.00 (for praktik i perioden 1. januar – 30. juni)
Ansøgninger kan typisk indsendes fra 2 måneder før fristen, og de afvises hvis de modtages efter deadline. Selve tilskudsbeløbet udbetales ca. 2–3 uger efter ansøgningsfristen.
Yderligere information samt ansøgningsskema findes på Uddannelses- og Forskningsstyrelsens hjemmeside gennem E-grant: Se styrelsens nye hjemmeside, som linker til e-grant
Kom med Ombord – bliv en del af samarbejdet
Vil jeres rederi være med til at udvikle fremtidens søfolk og samtidig styrke branchens rekruttering?
Kom med Ombord er et unikt praktikprogram, hvor studerende får 12 måneders effektiv sejltid fordelt på tre forskellige rederier. Programmet giver de unge et bredt indblik i den maritime branches mange segmenter – og giver jer som rederi mulighed for at præsentere jeres arbejdsplads for motiverede talenter.
Som deltagerrederi får I:
- Adgang til dygtige og engagerede praktikanter
- Mulighed for at vise jeres styrker som arbejdsplads
- En vigtig rolle i at tiltrække og fastholde fremtidens søfolk
Sådan bliver I en del af Kom med Ombord:
Kontakt uddannelseskonsulent Emma Gulmark Nørskov på egn@danishshipping.dk for en indledende dialog om mulighederne. Vi guider jer hele vejen – fra tilmelding til koordinering af praktikforløb.

Sådan bliver I godkendt som praktiksted
For at kunne modtage praktikanter og søge tilskud, skal jeres rederi være godkendt som praktiksted.
Hvem godkender?
Godkendelse som praktiksted sker i praksis i samarbejde med de maritime uddannelsesinstitutioner (fx SIMAC, MARTEC, Marstal Navigationsskole m.fl.). Disse skoler har en central rolle i at vurdere, om jeres rederi lever op til kravene for at kunne modtage praktikanter.
Klik her for at se, hvilke maritime uddannelsesinstitutioner, der findes.
De fleste rederier starter processen med at kontakte den relevante skole, som kan vejlede og facilitere godkendelsen.
Hvordan foregår det?
- Kontakt en maritim skole – vælg skolen for den uddannelse, I ønsker praktikanter fra.
- Indsend dokumentation – f.eks. info om jeres skibe, læringsmiljø og uddannelsesplan.
- Skolen vurderer, om I lever op til kravene og godkender jer som praktiksted.
- I registreres officielt og kan herefter ansætte praktikanter og søge tilskud.
Krav til praktiksteder:
- Skibe og udstyr skal være egnede til oplæring
- Praktikanterne skal sejle i overtallig stilling
- Der skal være en uddannelsesansvarlig om bord
- Praktikforløbet skal give mulighed for at opfylde uddannelsens læringsmål
- Der indgås en uddannelsesaftale (praktikkontrakt) med hver studerende
Tøv ikke med at kontakte Praktikkontoret
Vi kan blandt andet støtte jer med:
- Rekruttering af elever og studerende
- Koordinering af praktikforløb
- Administrativt arbejde forbundet med praktik