Hafnia vinder Danske Rederiers DEI Award 2026

𝗗𝗲 𝘀𝘁𝗼𝗿𝗲 𝗳𝗼𝗿𝗮𝗻𝗱𝗿𝗶𝗻𝗴𝗲𝗿 𝗯𝗲𝗴𝘆𝗻𝗱𝗲𝗿 𝗶𝗸𝗸𝗲 𝗮𝗹𝘁𝗶𝗱 𝗺𝗲𝗱 𝘀𝘁𝗼𝗿𝗲 𝘀𝘁𝗿𝗮𝘁𝗲𝗴𝗶𝗲𝗿. 𝗡𝗼𝗴𝗹𝗲 𝗴𝗮𝗻𝗴𝗲 𝗯𝗲𝗴𝘆𝗻𝗱𝗲𝗿 𝗱𝗲 𝗺𝗲𝗱 𝗼𝘁𝘁𝗲 𝘀𝘁𝗼𝗹𝗲 𝗼𝗺𝗸𝗿𝗶𝗻𝗴 𝗲𝘁 𝗯𝗼𝗿𝗱 𝗼𝗴 𝗲𝗻 𝗲𝗻𝗸𝗲𝗹 𝘂𝗻𝗱𝗿𝗶𝗻𝗴: 𝗛𝘃𝗮𝗱 𝗼𝗽𝗹𝗲𝘃𝗲𝗿 𝗜 𝗲𝗴𝗲𝗻𝘁𝗹𝗶𝗴 𝗱𝗲𝗿𝘂𝗱𝗲? 

 

Hafnia vinder Danske Rederiers DEI Award 2026 for et initiativ, der bringer søfarendes stemmer helt ind i virksomheder og viser, hvordan diversitet og inklusion bliver stærkest, når ambitioner omsættes til handling i hverdagen.  

Diversitet, ligestilling og inklusion kan let blive store ord. Men ude på skibene og inde på kontorerne bliver ordene først for alvor interessante, når de kan mærkes.

Når en kollega tør sige fra over for en dårlig joke. Når besætningen finder tilbage til fællesskabet efter arbejdstid. Når mennesker, der tilbringer deres arbejdsdag tusindvis af sømil fra hovedkontoret, får reel indflydelse på de beslutninger, der former deres hverdag. Det er tanken bag temaet for Danske Rederiers DEI Award 2026: “Small changes, big impact”.

Hafnia modtager prisen for sit Seafarer Advisory Board; et fast forum, hvor otte søfarende bringer erfaringer, idéer og bekymringer fra livet om bord direkte ind i organisationen. Dermed er det ikke alene lan­dor­ga­ni­sa­tio­nen, der definerer udfordringerne og udvikler løsningerne. De mennesker, som skal leve med dem til søs, er med ved bordet. Det lyder enkelt. Det er netop pointen.

Hafnia vinder med deres Seafarer Advisory Board

Afstanden mellem et hovedkontor og et skib kan måles i sømil. Men den kan også måles i erfaringer.

En procedure, der ser logisk ud fra et skrivebord på land, fungerer ikke nødvendigvis på samme måde klokken tre om natten på broen eller midt i en travl operation. Og hvis man vil forstå arbejdslivet til søs, er der en oplagt gruppe at spørge: dem, der står midt i det. Det er den afstand, Hafnia forsøger at gøre mindre med sit Seafarer Advisory Board. 

  • Boardet består af otte søfarende, som repræsenterer medarbejderne til søs og mødes med virksomheden tre-fire gange om året. Her bringer de første­hånd­ser­fa­rin­ger fra flåden ind i dialogen om de emner og udfordringer, der optager både medarbejdere og virksomhed.

Dialogen går begge veje. Ledelsen får et tættere indblik i, hvordan beslutninger, procedurer og arbejdsforhold opleves om bord. De søfarende får samtidig større indsigt i de beslutninger og hensyn, der ligger bag arbejdet på land. Boardet fungerer dermed ikke blot som en kanal for feedback, men som et sted, hvor forskellige perspektiver kan mødes, idéer prøves af og løsninger udvikles i fællesskab. Det var netop dét, Danske Rederiers jury lagde vægt på: Hafnia har ikke lavet endnu et initiativ for de søfarende. De har skabt en struktur, hvor virksomheden kan udvikle løsninger med dem. Hafnia taler med andre ord ikke bare om de søfarende. De taler med dem.

 

Tre meget forskellige bud på forandring

Tre nominerede. Tre vidt forskellige greb. Men samme grundidé: DEI bliver først levende, når det bliver en del af den måde, vi arbejder og er sammen på.

Hafnia stod ikke alene i finalefeltet. ESVAGT A/S og Uni-Tankers A/S var også nomineret til årets pris, og tilsammen illustrerer de tre initiativer måske bedst, hvad årets tema handler om. Der findes ikke én opskrift på en mere inkluderende arbejdsplads.

 

𝘌𝘴𝘷𝘢𝘨𝘵𝘴 𝘥𝘪𝘢𝘭𝘰𝘨𝘬𝘰𝘳𝘵

Hos ESVAGT begynder forandringen med en samtale. Rederiet har udviklet en række dialogkort med ni realistiske dilemmaer fra livet om bord. Det kan være situationen, hvor en kollega bliver kritiseret foran resten af besætningen. Eller joken, som én person synes er sjov, men som en anden oplever som græn­se­over­skri­den­de. Kortene bruges blandt andet på driftsmøder og gør det muligt at tage hul på emner som mobning, chikane, grænser og omgangstone med udgangspunkt i konkrete situationer. I stedet for at begynde med politikker og definitioner begynder samtalen dér, hvor dilemmaerne faktisk opstår: mellem mennesker.

 

𝘜𝘯𝘪-𝘛𝘢𝘯𝘬𝘦𝘳𝘴' “𝘍𝘭𝘦𝘦𝘵’𝘴 𝘎𝘰𝘵 𝘛𝘢𝘭𝘦𝘯𝘵”

Hos Uni-Tankers opstod løsningen på en helt anden udfordring. Bedre internet om bord har gjort det langt lettere for søfarende at holde kontakt med familie, venner og verden derhjemme. Men forbindelsen udadtil kan have en bagside: Når arbejdsdagen slutter, kan det være fristende at trække sig tilbage til kahytten med telefon eller computer. Man kan med andre ord være mere forbundet end nogensinde og samtidig være mindre sammen med dem, der befinder sig få meter væk.  Uni-Tankers' svar blev “Fleet’s Got Talent”. Inspireret af tv-formatet Got Talent inviteres besætningerne til at finde deres kreative sider frem, vise talenter og producere videoer sammen. Initiativet giver en anledning til at lægge skærmene fra sig, komme ud af kahytterne og være fælles om noget, der ikke handler om den næste vagt eller dagens arbejdsopgaver. Det er uhøjtideligt. Det er sjovt. Og netop derfor kan det noget. For bag sang, dans og videoer ligger en seriøs ambition om at styrke relationerne og følelsen af tilhørsforhold både inden for den enkelte besætning og på tværs af skibe, kontorer, roller og lande.

Fotograf: Carsten Lundager
Fotograf: Carsten Lundager

Fem år med spotlight på dem, der flytter branchen

Danske Rederier etablerede DEI Award i 2022 for at anerkende de personer, teams og virksomheder i Det Blå Danmark, der gør en konkret forskel for diversitet, ligestilling og inklusion. Men ambitionen har fra begyndelsen været større end selve prisuddelingen. Prisen skal også gøre de gode eksempler synlige, sætte retning og skabe momentum på tværs af branchen. For når én virksomhed finder et greb, der virker, kan erfaringen inspirere andre. Ikke nødvendigvis til at kopiere løsningen én til én, men til at stille spørgsmålet: Hvad kan vi selv gøre?

Årets uddeling er den femte siden 2022 og Hafnia skriver sig samtidig ind i prisens historie for tredje gang. Hafnia modtog den allerførste DEI Award i 2022 for etableringen af Maritime Diversity, Equity & Inclusion Lab. I 2024 vandt virksomheden igen for en bred strategisk DEI-indsats med blandt andet forbedrede barselsregler, mere neutralt sprog, tilpasset sik­ker­heds­ud­styr og The Hafnia Culture Lab, hvor besætningen på fem nye skibe bestod af mindst 50 procent kvinder. I 2023 gik prisen til Trine Hoffmann for hendes arbejde med den kulturelle transformation i A.P. Møller - Mærsk, mens DFDS vandt i 2025 for en strategisk indsats, hvor DEI blandt andet er integreret i KPI'er, bonusordninger, rekruttering og lederudvikling.

Fem år giver fem forskellige billeder af, hvordan forandring kan se ud. Fra strategi og ledelse til sik­ker­heds­ud­styr, dialogkort, fællesskab og me­d­ar­bej­de­rind­dra­gel­se.

Ikke kun fordi det er det rigtige

For Danske Rederier er arbejdet med diversitet og inklusion ikke et sideprojekt til den maritime forretning. Det hænger tæt sammen med en af branchens helt centrale udfordringer: Hvordan tiltrækker vi dygtige mennesker, hvordan får vi dem til at trives og hvordan får vi dem til at blive?

Som Nina Porst, direktør for Bæredygtige Skibe & Kompetencer i Danske Rederier, skrev på LinkedIn efter årets prisuddeling:

“𝘞𝘦 𝘥𝘰𝘯’𝘵 (𝘫𝘶𝘴𝘵) 𝘥𝘰 𝘪𝘵 𝘣𝘦𝘤𝘢𝘶𝘴𝘦 𝘪𝘵’𝘴 𝘵𝘩𝘦 𝘳𝘪𝘨𝘩𝘵 𝘵𝘩𝘪𝘯𝘨 𝘵𝘰 𝘥𝘰 - 𝘢𝘭𝘵𝘩𝘰𝘶𝘨𝘩 𝘪𝘵 𝘢𝘣𝘴𝘰𝘭𝘶𝘵𝘦𝘭𝘺 𝘪𝘴! 𝘞𝘦 𝘥𝘰 𝘪𝘵 𝘣𝘦𝘤𝘢𝘶𝘴𝘦 𝘪𝘵’𝘴 𝘤𝘳𝘶𝘤𝘪𝘢𝘭 𝘧𝘰𝘳 𝘵𝘩𝘦 𝘪𝘯𝘥𝘶𝘴𝘵𝘳𝘺. 𝘍𝘰𝘳 𝘵𝘢𝘭𝘦𝘯𝘵 𝘢𝘵𝘵𝘳𝘢𝘤𝘵𝘪𝘰𝘯 𝘢𝘯𝘥 𝘳𝘦𝘵𝘦𝘯𝘵𝘪𝘰𝘯. 𝘍𝘰𝘳 𝘵𝘩𝘳𝘪𝘷𝘪𝘯𝘨 𝘸𝘰𝘳𝘬𝘱𝘭𝘢𝘤𝘦𝘴.” 

Det er også derfor, DEI Award handler om mere end at kåre en vinder.

Hvis Det Blå Danmark skal kunne rekruttere fra en større talentmasse, fastholde dygtige medarbejdere og skabe arbejdspladser, hvor forskellige mennesker kan lykkes, kræver det handling. Noget af den handling vil være strategisk og langsigtet. Andet vil begynde langt mere jordnært: med en samtale, en fælles aktivitet eller otte søfarende, der får en fast plads ved bordet.

Small changes, big impact.

Tillykke til Hafnia - og til ESVAGT og Uni-Tankers med nomineringerne.

Videoerne med årets tre nominerede kan ses på Danske Rederiers LinkedIn-profil, hvor man kan møde virksomhederne og høre mere om initiativerne bag nomineringerne.