Dansk søfart præger arbejdet med fremtidens maritime kompetencer i IMO

De seneste to uger har Sø­fart­s­sty­rel­sen sammen med den danske delegation – herunder Danske Rederier – deltaget i HTW 12 og møder i ISWG i IMO i London. Her arbejder medlemslandene med at opdatere STCW-konventionen, som fastlægger de internationale krav til uddannelse og kompetencer for søfarende. Arbejdet er omfattende og foregår over flere år, men møderne i London markerede et vigtigt skridt i processen.

Johannes Steen Irminger, spe­ci­al­kon­su­lent fra Sø­fart­s­sty­rel­sen, deltog som de­le­ga­tions­le­der for Danmark, og fortæller, at man nu er i gang med de første gennemgange af centrale dele af konventionen nemlig kapitel 2 og 3.

“Vi er i gang med første gennemgang af kapitlerne om de brede maritime uddannelser. Vi nåede nogle vigtige områder, men der er stadig meget arbejde foran os,” siger Johannes Steen Irminger.

 

Fokus på frem­tids­sik­ring af reglerne

Et vigtigt tema på møderne var at sikre, at reglerne også fungerer i fremtiden. I den nuværende konvention er nogle bestemmelser blevet meget detaljerede, og det kan gøre dem svære at opdatere i takt med teknologiske ændringer. Derfor arbejder delegationerne nu på at formulere reglerne mere principielt. “Konventionen er et meget vigtigt værktøj, men nogle steder kan man se, at reglerne er skrevet i en anden tid. Derfor forsøger vi at undgå for detaljerede formuleringer og i stedet beskrive principperne,” siger Johannes Steen Irminger.

 

Større fokus på trivsel og arbejdsmiljø

Et af de områder, der fyldte meget i diskussionerne, var de såkaldte soft skills. Der har blandt andet været omfattende drøftelser om forebyggelse af chikane og mobning samt generel fremme af psykisk arbejdsmiljø og mental sundhed om bord. Samtidig har der været fokus på, hvordan nye krav kan implementeres i praksis – både gennem regulering og gennem de eksisterende sik­ker­heds­sy­ste­mer i rederierne.

 

Si­mu­la­tortræ­ning og kompetencer i fokus

Et andet centralt emne var brugen af si­mu­la­tortræ­ning i maritime uddannelser hvor det er ambitionen, at dele af fartstiden til bevis som styrmand (II/1) og maskinmester (III/1), skal kunne ækvivaleres med si­mu­la­tortræ­ning. Her arbejder Danmark og flere EU-lande for en kom­pe­ten­ce­ba­se­ret tilgang, hvor søfarende skal demonstrere konkrete kompetencer – også når træningen foregår i simulator.

Nogle lande ønsker i stedet en model baseret på et fast antal timer i simulator. “Vi arbejder for, at fokus ligger på kompetencer frem for antal timer. Det giver et bedre resultat, men det er også en mere kompleks tilgang,” siger Johannes Steen Irminger.

 

Derfor er dansk deltagelse vigtig

De internationale regler i STCW-konventionen har direkte betydning for både maritime uddannelser, rederier og søfarende. Derfor er det vigtigt, at Danmark deltager aktivt i arbejdet i IMO og er med til at præge udviklingen. Inden møderne i IMO koordinerer de europæiske lande deres positioner, så EU kan møde op med en fælles tilgang. Det giver større gen­nem­slags­kraft i de internationale forhandlinger.

 

Branchen spiller en central rolle

I den danske delegation deltager også både i processen op til mødet og ved selve mødet repræsentanter fra branchen, herunder Danske Rederier. Det er vigtigt, fordi ændringer i STCW-konventionen får direkte betydning for rederiernes hverdag – blandt andet i forhold til uddannelse, træning og kompetencekrav.

Ifølge Johannes Steen Irminger er input fra branchen derfor afgørende for arbejdet. “Hvis vi skal sikre en retning, som branchen faktisk kan bruge til noget, er det vigtigt, at vi får input undervejs. Derfor opfordrer vi til, at branchen deltager i møderne hos sø­fart­s­sty­rel­sen og i processer, hvor man kan bidrage med erfaringer og viden fra praksis.”

Arbejdet med at revidere STCW-konventionen fortsætter de kommende år, og næste runde af internationale møder forventes i forbindelse med HTW 13 næste år.