Ngo, Danske Rederier og forsk­nings­le­der: Ud­vik­lings­bi­stand er mere end næstekærlighed. Det er en del af Danmarks samlede sikkerhed

Bragt på Altinget Maritim 22. januar 2026.

Af Nina Porst, direktør for klima, miljø og sikkerhed i Danske Rederier, Jonas Nøddekær, Ge­ne­ral­se­kre­tær i Folkekirkens Nødhjælp og Katja Lindskov Jacobsen, Centerleder, Center for Militære Studier, Københavns Universitet.

Danmark og Europa opruster med jagerfly, kampvogne, droner og soldater.

Vi skal opruste i Danmark og samtidig støtte og forsvare Ukraine i krigen mod Rusland. Det er en krig, der handler om vores frihed, om Europas sikkerhed – og i bredere forstand om at standse de stater, der forsøger at ændre andre landes grænser med magt.

Nogle trusler mod vores sikkerhed kræver et militært svar. Andre sik­ker­heds­ud­for­drin­ger skal mødes med redskaber, der ikke involverer våben.

Det gælder for eksempel kli­ma­for­an­drin­ger, irregulær migration, pirateri og narko­ti­kas­mug­ling – udfordringer, som ikke kun påvirker lokal stabilitet, men også global sikkerhed.

De udgør komplekse risici for Danmark, som kommer oven i de mere kendte trusler fra Rusland og den tilspidsede situation mod nord.

Og det er udfordringer, vi med fordel kan håndtere og forebygge ved blandt andet at bruge ud­vik­lings­po­li­tik­kens værktøjer til også at skabe øget sikkerhed.

Ud­vik­lings­bi­stan­den er således ikke et venligt supplement til militær oprustning – men en sik­ker­heds­po­li­tisk nødvendighed. Det kræver tålmodighed og blik for de lange linjer.

Og der er ingen vej udenom, når vi kigger ud i verden, som den tager sig ud lige nu.
En verden i opbrud

Aldrig siden Den Kolde Krig har der været så mange væbnede konflikter. Aldrig har så mange mennesker været på flugt.

Og det er ikke kun krige, men også kli­ma­for­an­drin­ger, der fordriver familier og underminerer livsgrundlaget i hele regioner. 

Konsekvenserne er øget fattigdom og pres på livsvilkårene for millioner af mennesker, men også usikker migration og ustabile lande, der vender Vesten ryggen – økonomisk og diplomatisk – og udfordrer det fremtidige multilaterale samarbejde, der bygger på folkeretten.

I en tid hvor trus­sels­bil­le­det er særdeles alvorligt og al­li­an­ce­re­la­tio­ner mere usikre, alt imens gammelkendte sik­ker­heds­ud­for­drin­ger ikke er forsvundet, er der en øget interesse i at forebygge konflikter og ustabilitet, inden de opstår. 

Fra lokal til global usikkerhed

Pirateri i Guineabugten rammer danske rederier direkte. Men piraterne opstår ikke ud af det blå. De bliver rekrutteret i små lokalsamfund, hvor unge uden frem­tids­per­spek­ti­ver lettere rekrutteres af magtfulde kriminelle grupper.

Ofte først til at begå overgreb på land, hvor de for eksempel overfalder kvinder på vej hjem fra markeder.

Senere som organiseret kriminalitet på åbent hav, og til sidst angreb mod danske skibe. Der er lige nu ni be­sæt­nings­med­lem­mer fra et danskejet skib holdt som gidsler, efter de blev kidnappet i Guineabugten. 

For at forebygge, at pirateriet bliver ved med at blomstre, kan ud­vik­lings­bi­stan­den bidrage til at gøre en forskel.

Investeringer i jobskabelse og lokal sikkerhed giver unge alternativer til kriminalitet og skaber tryghed – både lokalt og globalt. 

Når ressourcer bliver brændstof for konflikt

Et andet godt eksempel er Den Cen­tra­lafri­kan­ske Republik. Her udvindes guld og diamanter i stor skala.

Men værdierne ender ofte hos udenlandske aktører, herunder russiske lejesoldater, der tilbyder “sikkerhed” til regeringen mod adgang til na­turre­s­sour­cer­ne.

Resultatet er, at værdierne bruges til at holde gang i en konflikt, der fordriver tusindvis af mennesker og udhuler statens legitimitet.

Pengene bruges ikke på skoler, sundhed eller infrastruktur. Det destabiliserer ikke kun landet selv, men skaber grobund for regional ustabilitet, hvor nye væbnede grupper og internationale interesser kæmper om kontrollen.

Ud­vik­lings­bi­stand er ikke et uni­ver­sal­mid­del. Men det er et nødvendigt modspil. 

En aktør som Folkekirkens Nødhjælp er til stede lokalt, arbejder gennem lokale partnere og kender de lokale kon­flik­t­møn­stre i dybden.

Ud­vik­lings­sam­ar­bej­det styrker lokalsamfund og institutioner – og det er afgørende.

Danmark skal holde kursen

For os, der arbejder med bistand, skibsfart og forsvar, er én ting klar: Ud­vik­lings­po­li­tik og sik­ker­heds­po­li­tik hænger sammen.

Vi mister en sik­ker­hed­s­ef­fekt, hvis vi ikke har et skarpt blik for, at sik­ker­heds­ud­for­drin­ger meget ofte starter i lokalsamfundet, har lokale effekter og lokale løsninger.  

Og vi mister en del af den effekt, som bistanden kan have, hvis den kun bruges som et kortsigtet uden­rigs­po­li­tisk redskab. 

Bruger vi den klogt og langsigtet, kan ud­vik­lings­bi­stan­den bidrage til at skabe stabilitet dér, hvor konflikterne begynder – og dermed mindske de trusler, der ellers kan risikere at ramme os.

Også trusler, som Forsvaret har færre ressourcer til at løfte, hvis de blusser op samtidig med fortsat pres fra øst og øget til­ste­de­væ­rel­se mod nord.

Derfor er det afgørende, at Danmark fastholder det lange, seje forebyggende træk.

Det kræver en ambitiøs ud­vik­lings­bi­stand på mindst 0,7 procent af BNP – ikke kun af næstekærlighed eller for at hjælpe mennesker i nød, men som en del af Danmarks egen sik­ker­heds­po­li­ti­ske værktøjskasse. Et supplement til den militære oprustning – ikke en modsætning.

Samtidig bør Danmark og Europa styrke samtænkningen dér, hvor udvikling og sikkerhed mødes. Så vi kan stille de rigtige spørgsmål i tide – og sætte ind med de rigtige redskaber.

For når det kommer til sik­ker­heds­po­li­ti­ske udfordringer fra syd, kan bistanden bidrage til at forebygge, før problemerne bliver et europæisk sik­ker­heds­an­lig­gen­de.