Seneste nyt
Sikkerhed
Miljø

Debatindlæg: Danske Rederier: Sådan kan vi tænke det maritime ind i totalforsvaret

Danmarks sikkerhed er uløseligt forbundet til havet. Men der er brug for at forberede os på en eventuel krise og tænke det maritime ind i totalsvaret. Det har Danske Rederier en række anbefalinger til, skriver Jacob K. Clasen.

Bragt på Altinget.dk 9. marts 2026

Af Jacob K. Clasen, Vi­ce­ad­mi­ni­stre­ren­de direktør i Danske Rederier

Lad mig starte med et strålende eksempel på, hvordan private rederier i dag yder et væsentligt bidrag til at løfte be­red­skabs­op­ga­ver af stor samfundsmæssig værdi. 

I starten af 2026 har vinteren for alvor haft Danmark i sit greb. Breaking news om potentielle snestorme, aflyste tog og vindblæste journalister, der beretter om sne­ryd­nings­ka­os og isglatte veje, har præget sendefladen.

Hvis der er noget, danskerne kan samles om, så er det vejret. 

Ja, faktisk har det været så koldt, at statens is­bryd­ning­s­tje­ne­ste er blevet aktiveret. Tambour Towages slæbebåd Valdemar, der også kan agere isbryder, har været på vandet for at sikre, at skibe, der har bestilt assistance, kan komme sikkert i havn i Små­lands­far­van­det mellem Sjælland, Lolland, Falster og Møn. 

Danmark har ikke haft statslige isbrydere siden 2012. I dag er det private rederier, der på vegne af staten varetager opgaven med isbrydning i en række indre danske farvande og er klar indenfor 36 timer til at hjælpe skibstrafikken, når det bliver nødvendigt. 

Det fungerer glimrende – og det koster en tiendedel af den tidligere drift af statens isbrydere. 

Hvis man vil stille det lidt firkantet op, kan man måske sammenligne det med hav­mil­jø­be­red­ska­bet, som staten også har ansvaret for, og som slet ikke fungerer på samme effektive vis – for nu at sige det mildt – som blandt andet Altinget grundigt har beskrevet.

Inddrag civile kapaciteter systematisk 

Danmark er et af de lande i verden med mest kyststrækning i forhold til landets størrelse. Danmarks velstand og sikkerhed hænger uløseligt sammen med havet. 

Danmark er blandt verdens ti største sø­fart­s­na­tio­ner. 80-90 procent af verdenshandlen sejles. 78 procent af vores forsyninger ankommer med skib.

Meget af vores energi kommer via kabler og rørledninger, der ligger på eller under havbunden, og det samme gælder kommunikations- og datalinjer. Den danskflagede civile flåde er den tredjestørste i Nato.  

Desværre lever vi en tid, hvor udfordringerne og truslerne står i kø. 

Militært pres, hybride angreb, sabotage på søkabler, skyg­ge­flå­de­ski­be i danske farvande, cybertrusler og pres på globale for­sy­nings­kæ­der er blot en række af de trusler, der efter Ruslands invasion af Ukraine retter sig mod Danmark og Europa. 

Det kalder på oprustning og et skærpet beredskab. Det første er regeringen allerede godt i gang med. Det er klogt. 

Beredskabet kan de danske rederier yde vigtige bidrag til med vores kapaciteter, erfaringer, skibe, knowhow og folk. 

Den civile skibsfart kan indgå i en række be­red­skabs­op­ga­ver som overvågning over og under vandet, trans­port­ka­pa­ci­tet, reparationer af søkabler samt assistere i mil­jø­be­red­ska­bet ved oliespild eller lignende. 

Et formaliseret og konkret privat/offentligt samarbejde om et dansk totalforsvar og -beredskab er en vigtig del af opbygningen af et styrket beredskab. 

Konkrete anbefalinger til totalforsvaret

Forberedelser gøres bedst, inden krisen rammer. Det er rettidig omhu at etablere et formaliseret samarbejde nu, så vi ved, hvem der skal gøre hvad, og hvilke kapaciteter der kan bringes i spil, når behovet opstår. 

Danske Rederier har derfor fremsat et udspil med anbefalinger til en række konkrete tiltag:

  • Etabler et nationalt maritimt to­tal­for­svars­forum
  • Styrk den forebyggende planlægning og operative beredskab i den maritime sektor
  • Inddrag handelsflådens og færgernes kapacitet systematisk i Nato-, EU og national planlægning
  • Lav konkrete be­red­skabs­af­ta­ler og skab overblik i fredstid
  • Etabler faste rammer for maritim overvågning og situational awareness i samarbejde med erhvervet
  • Tænk eksisterende civile kapaciteter aktivt ind i hav­mil­jø­be­red­ska­bet
  • Udnyt Danmarks maritime ekspertise i internationalt forsvars- og sik­ker­heds­sam­ar­bej­de 

Et styrket beredskab er en opgave, der skal løftes i fællesskab mellem myndigheder, civilsamfund og erhvervsliv. 

Hvis regeringen vil tage beredskabet seriøst, skal skibsfarten være med som en aktiv partner.  

De danske rederier står klar til at tage ansvar og bidrage konstruktivt. 

På den måde får vi også mere beredskab for pengene. Og pengene kan som bekendt kun bruges én gang. 

Et godt sted at tage fat kunne være i forhold til det førnævnte hav­mil­jø­be­red­skab.

Det er fint, at staten investerer i nye skibe til opgaven. Men i mellemtiden sejler beredskabet. Her ville det være helt oplagt at trække på de kapaciteter og kompetencer, der allerede findes i den civile skibsfart. 

Det er sådan set bare med at komme i gang.