Seneste nyt
International skibsfart

Nye ændringer til MLC-konventionen vedtaget i Geneve

Søfarendes an­sæt­tel­ses­vil­kår var på dagsordenen i ILO’s hovedkvarter i Geneve i sidste uge. Danske Rederier glæder sig særligt over anerkendelsen af søfarendes status som “key workers” samt forbedringer for de søfarende på områder som chikanefrit arbejdsmiljø. 

Danske Rederier deltog som en del af det tre­part­s­ar­bej­de, der beskæftiger sig med den såkaldte MLC-konvention under Den Internationale Ar­bejds­or­ga­ni­sa­tion (ILO) i FN. MLC-konventionen udgør hjørnestenen for den globale beskyttelse af søfarendes an­sæt­tel­ses­vil­kår. Det var det femte møde i det særlige trepartsudvalg, der i sidste uge samlede arbejdsgivere, arbejdstagere og myndigheder fra hele verden. 

Det er enormt vigtigt, at vi har internationale samarbejder og regler, når det kommer til de søfarendes ansættelsesforhold.
Anne W. Trolle, direktør for arbejdsmarked og rekruttering

”Det er enormt vigtigt, at vi har internationale samarbejder og regler, når det kommer til de søfarendes an­sæt­tel­ses­for­hold. Skibsfarten bevæger sig i hele verden, og både ar­bejds­kul­tu­rer, overenskomst­sy­ste­mer­ne og an­sæt­tel­ses­vil­kå­re­ne er vidt forskellige. Derfor er det vigtigt, at vi i en organisation som ILO kan vedtage regler, der gælder, ligegyldigt hvor du sejler – og for hvem,” siger Anne W. Trolle, der er direktør for arbejdsmarked og rekruttering i Danske Rederier. På mødet i Geneve blev der blandt andet opnået enighed om ændringer, der skulle give de søfarende lettere adgang til at komme i land ved landlov, forbedrede rettigheder ved hjemsendelse samt øget fokus og krav med henblik på at sikre chikanefrie arbejdsmiljøer ombord. Danske Rederier er særligt tilfredse med, at der er kommet et større fokus på arbejdsmiljøet, samt at man fremover anerkender de søfarende som værende nøg­le­me­d­ar­bej­de­re (key workers).  


”Det kan være et lidt tungt apparat, når så mange lande skal enes om fælles retningslinjer i forhold til det fælles fremsatte ønske fra de sociale parter om at anerkende søfarende som nøg­le­me­d­ar­bej­de­re. Covid lærte os meget, og det betyder faktisk noget, at man nu anerkender de søfarende som nøg­le­me­d­ar­bej­de­re - også selvom referencen indsættes i en guideline i MLC. Den anerkendelse ser måske ikke så stor ud på papiret – men for de søfarende gør det en stor forskel,” siger Anne W. Trolle. Ved det femte møde i udvalget var der stillet 16 æn­drings­for­slag til konventionen og 91 siders supplerende æn­drings­for­slag til disse æn­drings­for­slag. Et æn­drings­for­slag bliver kun til noget, hvis alle tre parter i udvalget kan bakke op om forslaget. De vedtagne æn­drings­for­slag skal nu formelt godkendes, hvorefter de skal ratificeres af de lande, der har ratificeret konventionen. Dette skal ske inden for en toårig periode. 

Fakta om MLC-konventionen

MLC-konventionen blev vedtaget i 2006, hvor der samtidig blev nedsat et særligt trepartsudvalg, der har til formål at gennemgå og foreslå ændringer af konventionens standarder og sikre, at de forbliver relevante for den maritime industri, der er under konstant udvikling. Dette via tre­part­s­sam­ar­bej­det i udvalget mellem regeringer, rederier og søfarende. MLC-konventionen er pt. ratificeret af 110 lande, der repræsenterer mere end 91 pct. af verdens tonnage