Nu er der åbnet for indstillinger til Danske Rederiers Diversitetspris 2025
Danske Rederiers diversitetspris uddeles i år for fjerde gang og der åbnes nu for nomineringer af kandidater til årets pris. Både enkeltpersoner i rederierne og rederier kan indstilles for at have gjort noget særligt for at skabe fokus på diversitet, ligestilling og inklusion.
Så det er nu, du har muligheden for at indstille den kandidat, du synes, bør vinde årets diversitetspris.
”Vi uddeler diversitetsprisen som anerkendelse for en særlig indsats for at fremme diversitet, ligestilling og inklusion i vores branche. Hvert år indstilles fantastisk gode kandidater, der viser de rigtig mange gode forskellige tiltag og initiativer, der gennemføres ude i rederierne. For det er jo her, at de virkelige væsentlige forandringer finder sted. Jeg glæder mig meget til at se, hvem der bliver indstillet til prisen i år. Og så glæder jeg mig i særdeleshed til at være med til at fejre vinderen og de andre nominerede ved Danske Rederiers Blå Pride Bar til august,” siger Anne Windfeldt Trolle, direktør for arbejdsmarked, rekruttering og uddannelse i Danske Rederier.
Indstillingerne vil blive bedømt af juryen, så vinderen kan blive kåret på passende festlig vis, når Danske Rederier traditionen tro afholder Blå Pride Bar den 14. august 2025
Jeg glæder mig meget til at se, hvem der bliver indstillet til prisen i år
Ved udvælgelsen af nominerede lægges der vægt på, om den nominerede person eller rederivirksomhed har skabt en forandring – enten i branchen eller lokalt i rederiet – inden for mindst ét af DEI-områderne, for eksempel ved at:
· Iværksætte et nyt initiativ, der fremmer DEI, gennem aktiv brug af ny viden eller praksis
· Arbejde aktivt for at udbrede DEI-tankegangen blandt medarbejdere, ledelse og samarbejdspartnere og dermed fremstå som en god virksomhedsambassadør og rollemodel for andre
Nomineringen skal sendes til Danske Rederiers afdeling for Arbejdsmarked, Rekruttering og Uddannelse til Anne Panknin Kristensen på e-mail apk@danishshipping.dk med følgende tekst i emnefeltet: “Nomination for the DEI Award 2025"
Seneste frist for indstillinger er den 1. juni 2025.
Tidligere vindere
Danske Rederiers Diversitetspris blev uddelt for første gang i 2023 Her vandt Hafnia for deres “Maritime Diversity, Equity & Inclusion (DEI) Lab”. Det blev skabt sammen med RightShip, Wilhelmsen, Thome Group, Rio Tinto og Anglo American, og var en slags diversitetstænketank.
Året efter gik prisen til Trine Hoffmann fra A.P. Møller – Mærsk. Juryen lagde særlig vægt på Trine Hoffmanns ekstraordinære drive, at hun er meget ambitiøs, og at hun har været med til at løfte diversitet til et nyt niveau i sin organisation.
Og sidste år gik prisen endnu engang til Hafnia. Juryen fremhævede rederiets meget gennemtænkte brede tilgang til at fremme ligestilling, mangfoldighed og inklusion, som kontinuerligt udvikles og ekspanderes. En tilgang som bakkes op af klare og ambitiøse mål og følges op af data