Seneste nyt
Arktis

Miniportræt: Claus fra Ærø er en del af Grønlands livsnerve

I et land hvor ikke to byer er forbundet af veje til lands, er det søvejen, der sikrer livsnødvendige leverancer af varer til Grønlands befolkning. 

Ved kajen i Nuuk ligger Irena Arctica, der er ét af Royal Arctic Lines (RAL’s) ti skibe. Bøjet over computeren står Claus Jensen fra Ærø i olieplettet arbejdstøj og sikrer sig, at det rigtige løftegrej er kommet ombord, inden turen går til Ilulissat. Opgaverne og transporten af gods er mangeartet, for det er bogstavelig talt stort set alt, der kommer ind og ud af Grønlands byer med skib. 

”Det kan være alt fra papirclips, entreprenørmaskiner, fyrværkeri til parfume – ja faktisk alt,”
Claus Jensen

”Det kan være alt fra papirclips, en­tre­pre­nør­ma­ski­ner, fyrværkeri til parfume – ja faktisk alt,” fortæller Claus, der er 34 år gammel og har været ansat i RAL i snart fem år. 


”Som overstyrmand er jeg arbejdsleder for dækket. Det vil sige, det er mig, der sørger for dagligt vedligehold af skib og udstyr på dækket. Som overstyrmand sidder vi også meget med la­ste­plan­læg­nin­gen”. 
Og netop la­ste­plan­læg­nin­gen er essentiel, når skibene skal lastes med alt fra dagligvarer, in­du­stri­pro­duk­ter, medicin, kølevarer og meget andet. 
”Du kan godt sammenligne det med et spil Tetris. Du skal have plads til det hele, og det hele skal passe sammen”. 


Claus Jensen er uddannet skibsfører fra Marstal Navi­ga­tions­sko­le. Til daglig bor han på Ærø med sin kæreste og deres to børn.  
”Jeg er væk i seks uger, men jeg har så også seks ugers fri, så når du er hjemme, så skal du ikke tænke på, at du skal møde fra 8 til 16. Når jeg er ude, så er jeg på arbejde”. Ifølge Claus er det den rigtige måde for ham at arbejde på. 


”Vi har et vanvittig fedt kammeratskab ombord, som også gør, at man faktisk glæder sig til at komme på arbejde igen og se sine kolleger. Det er det, jeg synes, gør det her fedt”. 
Claus er slet ikke i tvivl om, at en uddannelse på et skib giver kompetencer, som man ikke kan læse sig til i en bog.  


”Du vokser med opgaven, og du lærer at stå på egne ben, men du får også vanvittig mange egenskaber, som du kan tage videre med”. 

Om Royal Arctic Line:

Royal Arctic Line (RAL) blev stiftet I 1992 og er 100 procent ejet af Grønlands Selvstyre. RAL står for søtransport af gods til og fra Grønland og mellem grønlandske byer og bygder. RAL’s flåde består af ti specialbyggede skibe, der gør det muligt at operere stort set alle steder i Grønland.