Seneste nyt
Klima
International skibsfart

Klare budskaber fra dansk skibsfart til er­hvervs­mi­ni­ste­ren: Sådan kommer vi videre med branchens grønne omstilling

Hvordan kommer vi videre med skibsfartens grønne omstilling ovenpå skuffelsen i IMO? Det fik erhvervs- og sø­fart­s­mi­ni­ster Morten Bødskov en række klare anbefalinger til fra en samlet dansk rederibranche på et møde i Danske Rederier.

På IMO-mødet i London for lidt over en måned siden blev vedtagelsen af en global aftale om kli­ma­re­gu­le­ring af skibsfarten udsat med et år. Her til morgen var Danske Rederier værter for en high-level rund­bord­s­sam­ta­le med erhvervs- og sø­fart­s­mi­ni­ster Morten Bødskov, Sø­fart­s­sty­rel­sen og en stribe danske rederier om, hvordan vi kommer videre herfra.

En samlet dansk rederibranche gav ministeren tre klare anbefalinger med i attachemappen.

”Vi gav ministeren tre klare pointer med. Det er stadig topprioritet for os at få en global klimaaftale for skibsfarten. Og så er det rigtigt vigtigt, at EU sender et meget klart signal om, at når vi – forhåbentligt – får en global aftale, så bliver der ikke dob­bel­tre­gu­le­ring og dob­belt­be­ta­ling for de samme emissioner både i EU-systemet og et nyt globalt system. Og som det sidste, fremhævede vi, at vi i dén grad har brug for, at del af den finansiering, som allerede findes i EU-systemet, bl.a. skibsfartens betalinger til EU’s kvo­te­han­dels­sy­stem ETS, rent faktisk bliver brugt til at sikre, at europæiske rederier og leverandører af nye brændstoffer også fremover kan være både kon­kur­ren­ce­dyg­ti­ge og på forkant med den grønne omstilling,” siger Anne H. Steffensen, adm. direktør i Danske Rederier.

Klare anbefalinger fra en samlet branche er et rigtigt godt rygstød til det arbejde, vi nu tager fat på
Morten Bødskov, Erhvervs- og søfartsminister

Jan Rindbo, CEO i NORDEN, fremhævede, at selvom det ikke gik som håbet i IMO, så er han fortsat optimist.

”I virkeligheden har vi arbejdet på denne agenda længe inden, der var en IMO-aftale i spil. Der sker rigtig mange spændende ting i branchen. I NORDEN har vi for eksempel tredoblet vores brug af biofuel i år. Mit vigtigste budskab til ministeren var, at alliancer er vigtige. Også udenfor EU’s grænser. Shipping er meget forskellig fra land til land og fra segment til segment. Vi er nødt til at lytte til de bekymringer, der har været, og finde frem til konkrete løsninger,” siger Jan Rindbo.

Er­hvervs­mi­ni­ster Morten Bødskov tog godt imod anbefalingerne.

”Jeg oplever stærkt commitment fra branchen til fortsat grøn omstilling. Og en realistisk tilgang til, at vi er nødt til i den verden, vi lever i, at have et stærkt fokus på både grøn omstilling men også forbedringer af erhvervets kon­kur­ren­ce­vil­kår,” siger Morten Bødskov.

Ministeren fremhævede, at dagens emner også er på dagsordenen, når han i starten af december tager til mi­ni­ster­rå­ds­mø­de i Bruxelles.

”Klare anbefalinger fra en samlet branche er et rigtigt godt rygstød til det arbejde, vi nu tager fat på. Vi har møde i Bruxelles inden så længe med mine kollegaer, hvor den dagsorden, vi har diskuteret her, også er på bordet. Det er godt med enighed. Det er godt med klare anbefalinger. Det tager vi med til de drøftelser, vi nu skal have med kollegaerne i Bruxelles,” siger Morten Bødskov.