Færgerederiernes formand Carsten Jensen fortsætter på posten
Der var genvalg til formand Carsten Jensen såvel som den øvrige bestyrelse på den netop afholdte årlige generalforsamling i Færgerederierne.
2024 var endnu et godt år for dansk færgefart. Her rejste mere end 30 mio. passagerer med færger mellem to danske havne eller mellem en dansk og en udenlandsk havn. Mere end 10 mio. af passagererne var på færger mellem to danske havne. Begge tal viser fremgang i passagertallene.
På Færgerederiernes årlige generalforsamling var der genvalg til formand Carsten Jensen såvel som den øvrige bestyrelse.
”Jeg er selvsagt meget glad for genvalget som formand. Der sker virkelig meget i vores branche i disse år. De danske færgerederier investerer stort i nye færger, der skal gøre turen med en af vores færger dejligere og samtidig udlede langt mindre CO2. Så det er en utrolig spændende tid at være en del af,” siger Carsten Jensen, bestyrelsesformand i Færgerederierne, CEO, Nordic Ferry Infrastructure og formand for Molslinjen.
Færgerederierne lægger sig i den grad i selen for at sikre, at færgen også i fremtiden vil være det nemme, komfortable og klimavenlige valg
Fra ruterne med de største færger mellem landsdelene og til og fra nabolandene og til de færger, der sejler til vores mindre ø- og lokalsamfund, er der gang i en rivende udvikling. Mange steder er der nye eller forbedrede færger på vej.
”Scandlines kan snart indsætte en helt ny fragtfærge, der er emissionsfri under drift, på ruten mellem Rødby og Puttgarden og Molslinjen har kastet sig ud i verdens største elektrificeringsprojekt til søs med indkøb af nye kæmpekatamaranfærger. Så der sker virkelig noget. Færgerederierne lægger sig i den grad i selen for at sikre, at færgen også i fremtiden vil være det nemme, komfortable og klimavenlige valg for danskerne og vores mange udenlandske gæster,” siger Carsten Jensen.
Læs mere i Færgerederiernes årsberetning
Færgerederiernes bestyrelse
Formand: Carsten Jensen, CEO, Nordic Ferry Infrastructure og formand for Molslinjen
Næstformand: Eric Grégoire, CEO, Scandlines Danmark
Bestyrelsesmedlem: Kristian Durhuus, CEO, Molslinjen