Seneste nyt
Klima
International skibsfart

Debatindlæg: SF og Danske Rederier: Omstillingen af skibsfarten kræver, at Danmark og Europa viser lederskab til COP30

Vi skal udbygge alle de fællesskaber og alliancer, vi kan for at få gang i produktionen af grønne brændstoffer til vores skibe. Det er oplagt at bruge COP30 som anledning, skriver Pia Olsen Dyhr og Anne H. Steffensen.

Bragt i Altinget 16. november 2025

Af Pia Olsen Dyhr, partiformand (SF) og Anne H. Steffensen, adm. direktør i Danske Rederier.

Mens verden buldrer og brager, lider den grønne omstilling af blandt andet skibsfarten en krank skæbne. Derfor bør Europa og Danmark vise lederskab i Brasilien.

I disse dage mødes verden til endnu et klimatopmøde. Denne gang i Brasilien til COP30. Og endnu engang er der en mulighed for at give forpligtende håndslag på, at de globale klimaaftaler stadig skal levere - også selvom der bliver hamret løs på dagsordenen i både øst og vest. 

For nyligt blev en ellers næsten færdig bindende global klimaaftale om at nedbringe skibsfartens klimaskadelige udledninger afsporet på målstregen. Pludselig blev FN’s sø­fart­sor­ga­ni­sa­tion IMO overrumplet af geopolitiske interesser, der forpurrede aftalen og udsatte afstemningen om den i et helt år. Det er skidt for klimaet, og det er skidt for de rederier, som har investeret i grøn skibsfart.  

Selv om kli­ma­for­an­drin­ger­ne kun er blevet endnu mere uafviselige år for år, så modarbejdes initiativerne til at modvirke udviklingen som aldrig før. Sådan er verden lige nu – og det er den vi skal agere i. Men uanset om COP30 forhandler os fremad, eller det resulterer i stilstand eller tilbageskridt, så kan vi ikke forhandle med naturen. Derfor må og skal den danske og europæiske indsats stå endnu stærkere igennem den tid, der kommer. Og vi må forsøge at bygge endnu stærkere fællesskaber med de lande, som gerne vil være med til at sikre en mere bæredygtig verden.

 

I Brasilien bør de deltagerlande, der kan rykke noget i virkelighedens verden, sætte meget konkrete mål for hvordan vi vil trække den globale klimapolitik tilbage på sporet.
Pia Olsen Dyhr og Anne H. Steffensen

Den eneste løsning på skibsfartens bæredygtige omstilling er, at vi får gang i produktionen af de grønne brændstoffer, som vores skibe skal sejle på, i Europa og i de lande, der ligger tæt på os. Den produktion bliver sværere at få i gang, nu hvor IMO’s globale klimaaftale er skudt til hjørne. Den havde nemlig ellers skabt den efterspørgsel, der ville gøre produktionen af alternative brændstoffer til en rigtig god forretning. For bæredygtig omstilling af skibsfarten og den gode forretning er ikke hinandens modsætninger – tvært imod. 

Så selvom kursen mod en global klimaaftale er blevet politisk forstyrret, og vi må tage en anden rute, så er målet stadig det samme: Vi har brug for klimaafgifter, der for eksempel gør det dyrere at sejle på fossile drivmidler og bidrager til at sænke prisforskellen mellem fossile brændstoffer og fremtidens alternativer.  Og vi har brug for dem på globalt niveau. Det vil ikke kun være godt for klimaet, men også for de visionære danske rederier, der i årevis har arbejdet målrettet på at nedsætte deres udledninger.

Vi skal derfor udbygge alle de fællesskaber og alliancer, vi kan. Det er oplagt at COP30 også bruges som anledning til fx at styrke båndene til blandt andet Mercosur-landene i Sydamerika. 

Det gælder ikke mindst Brasilien, som er værtsland for COP 30, og som var den varmeste fortaler for en bindende global klimaaftale for skibsfarten i IMO – sammen med EU. 

I Brasilien bør de deltagerlande, der kan rykke noget i virkelighedens verden, sætte meget konkrete mål for hvordan vi vil trække den globale klimapolitik tilbage på sporet. Ikke med flere luftige mål, men med helt konkrete tiltag og investeringer som kan få produktionen af grønnere brændstoffer op i et andet gear. 

Uanset den geopolitiske kampplads raser klimakrisen, hvor vi alle bliver tabere – ikke mindst verdens fattigste lande. Der er derfor brug for investeringer i klimavenlige løsninger – og dem skal vi levere. Men vi bliver nødt til at gøre det på en måde, hvor vi tager højde for uligheden i kon­kur­ren­ce­si­tu­a­tio­nen - og derfor i et forpligtende fællesskab med de lande, som også kan se og mærke at det haster, men som måske har ringere forudsætninger for selv at påvirke den katastrofale udvikling. Her bør Danmark og Europa spille en afgørende rolle.