Debatindlæg: Der udspiller sig et klimapolitisk drama om skibs­fart­sin­du­stri­en i denne uge

Bragt på Altinget Maritim/Erhverv 14. oktober 2025.

Af Morten Bødskov, er­hvervs­mi­ni­ster, og Anne H. Steffensen adm. direktør i Danske Rederier

Du ved det måske ikke. Men lige nu udspiller sig et stort internationalt drama om klimapolitik. Et drama, som forhåbentligt ender med en historisk aftale. Det handler om, hvordan en af de industrier, der udleder allermest CO2 på verdensplan, kan blive klimaneutral.

Hvert år sejler skibe millionvis af kilometer på tværs af verdenshavene med alt fra de sneakers, du har på, til den vaskemaskine, som vasker dit tøj eller den fladskærm, som holder dig opdateret om verdens gang.  Skibsfarten binder verden sammen og holder den globale økonomi kørende. Samtidig udledes der enorme mængder CO2.

Sådan er det selvfølgelig, fordi skibsfart er billig og effektiv transport.

Hvad er på spil? Intet mindre end to-tre procent af klodens samlede CO2-udledninger. Det er det, som den globale skibs­fart­sin­du­stri udleder hvert år. Det er på niveau med et land som Japan. Og det er langt over Tysklands samlede udledninger.

Det er selvsagt et problem. Men heldigvis også et problem, som industrien og det internationale samfund arbejder på at løse. Ikke mindst har den danske regering, danske myndigheder og de danske rederier kæmpet utrætteligt for at få så ambitiøs en aftale som muligt.

I uge 42 vender hele den internationale skibsfart øjnene mod London, hvor de 176 medlemslande i FN’s sø­fart­sor­ga­ni­sa­tion IMO efter planen skal blive enige om regulering (Net-Zero Framework) for, hvordan skibsfarten kan blive klimaneutral i eller omkring 2050.

Tidligere i år forhandlede man i IMO med hiv og sving en aftale på plads om, hvordan man skal nå den ultimative målsætning. Det endte i en aftale, som nu skal endeligt vedtages på mødet i London.

Aftalen indeholder en såkaldt prismekanisme, der skal gøre det dyrere at udlede CO2 – og belønne dem, der reducerer deres udledninger. Aftalen indeholder også en brænd­stof­stan­dard. Den skal sikre, at mængden af drivhusgas i det brændstof, skibene sejler på, gradvis bliver mindre.

Vi taler om bindende regulering. Ikke bare flotte hen­sigt­ser­klæ­rin­ger. Men en aftale, som vil skubbe skibsin­du­stri­en mod kli­ma­neut­ra­li­tet, og som vil sikre globale regler, som alle skal indrette sig efter og dermed bidrage til fair konkurrence.

Aftalen skal gøre skib­strans­por­ten af de varer, som vi forbruger, grønnere. De nye regler kan måske gøre transporten en anelse dyrere, men foreløbige beregninger peger på, at der højst sandsynligt vil blive tale om ganske begrænsede prisstigninger. I omegnen af mindre end en krone for et par sneakers.

Ambitiøs kli­ma­re­gu­le­ring vil ikke mindst være en fordel for de rederier, herunder mange danske, der er gået forrest og allerede er i gang med at ener­gi­ef­fek­ti­vi­se­re og investere stort i nye skibe, der kan sejle på grønnere brændstoffer.

Aftalen har opbakning fra Danske Rederier og store dele af den internationale skibs­fart­sin­du­stri.

Men der er faktisk mere på spil end ”bare” skibsfartens kli­ma­ud­led­nin­ger.

Den grønne dagsorden er i modvind nogle steder i vores verden. Og den regelbaserede internationale orden er under pres.

Også derfor er IMO-aftalen så vigtig. Her er der rent faktisk mulighed for at lande en global aftale, som kan gøre en positiv forskel i den virkelige verden. Et lyspunkt i en på mange måder dyster tid.

Og IMO er det helt rigtige sted til det. Organisationen har på mange parametre været en stor succes. Leveret bindende regulering for bl.a. sikkerhed til søs, reduktion af indholdet af svovl i røg fra skibe og meget mere.

Men der er ugler i mosen. Der er kræfter, der arbejder imod aftalen. Bag scenen udkæmpes en diplomatisk kamp. At nogle lande er imod reguleringen er ærgerligt, men ikke overraskende. En aftale vil stadig kunne fungere. Og Danmark og mange andre lande ønsker fortsat en global regulering, der er bindende for hele verden.

Derfor er Danmark og dansk skibsfart sammen med vores sam­ar­bejds­part­ne­re engageret i kampen for at få aftalen vedtaget. Der arbejdes hårdt for at komme helt over målstregen. Hvis det ikke lykkes nu, vil der blive tale om et mangeårigt tilbageslag, hvor man risikerer et kludetæppe af national og regional kli­ma­re­gu­le­ring af skibsfarten. 

Og det vil være et stort nederlag for både klimaet og det internationale samarbejde, som vi har så meget brug for, hvis aftalen falder lige før målstregen.