Seneste nyt

Danske rederier er blevet bedre til at holde på ældre medarbejdere

De 60+ årige udgør en markant større del af de ansatte i skibsbranchen end for 10 år siden. Samtidig er andelen af kvinder i branchen steget i samme periode. De danske rederier arbejder hårdt på at tiltrække og fastholde arbejdskraft. 

Nye analyser baseret på tal fra Danmarks Statistik viser, hvordan sam­men­sæt­nin­gen af de beskæftigede i skibsbranchen har ændret sig i perioden 2014-2024. 

Mest be­mær­kel­ses­vær­digt er det, at antallet af 60+ årige beskæftiget i skibsfart er steget med 40 % i denne periode – fra 1.116. personer i 2014 til 1.561 i 2024. Det svarer til, at de 60+ åriges samlede andel af de beskæftigede i branchen er steget fra 8,8 % til 12,7 %. 

”Det er meget positivt, at dansk skibsfart skaber attraktive arbejdspladser, hvor de modne medarbejdere i stigende grad har lyst til at blive længere. Det er vigtigt at kunne fastholde dygtige og erfarne kolleger. Når det er sagt, så er det selvfølgelig også tydeligt, hvor vigtigt det er, at vi gør alt, hvad vi kan, for at tiltrække unge mennesker til branchen,” siger Anne Windfeldt Trolle, direktør for arbejdsmarked, rekruttering og uddannelse i Danske Rederier. 

Det er meget positivt, at dansk skibsfart skaber attraktive arbejdspladser, hvor de modne medarbejdere i stigende grad har lyst til at blive længere
Anne Windfeldt Trolle, direktør for arbejdsmarked, rekruttering og uddannelse i Danske Rederier

Mens antallet af medarbejdere over 60 år er steget de seneste 10 år, er antallet af 40-59-årige faldet.   

”Vi skal virkelig være oppe på tæerne for at rekruttere nye medarbejdere. Der er rift om kompetente medarbejdere, og konkurrencen med andre brancher bliver ikke mindre i de kommende år, hvor det er nogle relativt små ungdomsårgange, der kommer ud på ar­bejds­mar­ke­det. Derfor gør vi os virkelig også umage med at rekruttere og fastholde medarbejdere med store kampagner, der skal gøre unge mennesker opmærksom på de maritime uddannelser og de spændende kar­ri­e­re­mu­lig­he­der i vores branche,” siger Anne Windfeldt Trolle.  

Mange danske rederier gør sig også stor umage med at rekruttere bredere, end man gjorde for år tilbage. Derfor er det ifølge Danske Rederier også positivt, at antallet af kvinder i branchen stiger støt og roligt. I 2024 var der 3.232 kvinder ansat i branchen svarende til 26,4 % af det samlede antal ansatte. 10 år før var andelen 22,5 %.  

“Det er vigtigt, at vi fastholder vores fokus på styrket uddannelse, omskoling og kom­pe­ten­ce­ud­vik­ling i den maritime sektor og en målrettet indsats for at sikre øget diversitet og et rigtig godt arbejdsmiljø både til søs og i land,” siger Anne Windfeldt Trolle. 

Som et godt eksempel på, hvordan dialogen med myndighederne også er et vigtigt indsatsområde, kan man nævne, at Sø­fart­s­sty­rel­sen efter løbende dialog med Danske Rederier har præciseret reglerne for sejltid, så det bliver lettere og mindre bøvlet for rederier at ansætte fiskere med stor erfaring til søs direkte til at sejle på mindre og kystnære han­dels­far­tø­jer som eksempelvis slæbebåde. En god og pragmatisk løsning, der kan være med til at løse helt konkrete udfordringer med at få adgang til kompetent arbejdskraft for især mindre rederier rundt omkring i landet.

Se de nævnte analyser om andel af hhv. 60+ årige og kvinder i skibsfarten.