Ny standard skal gøre det lettere at vælge skib
Når rederier og offshore-operatører i fremtiden skal bruge et skib til at løse en specifik opgave til søs, vil det fremover blive lettere at finde frem til det rette fartøj.
Dansk Offshore og Danske Rederier har nemlig udarbejdet en ny branchestandard for ”marineoperationer i offshore olie og gas”.
Head of HSE i ESVAGT Hans Richard Pedersen fortæller, at den nye branchestandard baner vejen for øget sikkerhed og fleksibilitet.
”Det giver ro og klarhed, at vi er enige om standarderne, og vi betragter det helt klart som en form for yderligere kvalitetssikring,” siger Hans Richard Pedersen.
Også HSE og Skills Manager i Dansk Offshore Søren Pedersen er glad for den nye standard, som letter samarbejdet mellem rederierne og offshore-operatørerne betydeligt.
”Den nye branchestandard for marineoperationer i offshore olie og gas er resultatet af et målrettet samarbejde mellem en række forskellige aktører i vores organisationer. Vi kan nu glæde os over, at vi er lykkedes med at skabe en standard, der vil gøre det operationelle arbejde mere smidigt,” siger Søren Pedersen.
Direktør for klima, miljø og sikkerhed i Danske Rederier Nina Porst uddyber betydningen af den nye standard.
”Der er en række krav til både sikkerhed, miljø og bemanding, man skal være opmærksom på, når man skal vurdere, om et skib er egnet til en opgave. Derfor håber jeg, at vores nye standard kan gøre hverdagen lidt lettere for de af vores rederier, der servicerer olieplatforme og andre offshoreanlæg,” siger Nina Porst.
Det har i forbindelse med udarbejdelsen af standarden været afgørende, at den tilsikrer en høj sikkerhedsstandard og også en funktionsbaseret fleksibilitet, så skibe på andre flag har mulighed for at byde ind på de opgaver, der kommer i udbud fra et havanlæg.
”Vores nye branchestandard sikrer et mere smidigt grundlag for hele offshoreindustrien. Rederierne kan lynhurtigt slå op, om deres skib imødekommer kravene i et udbud, og ligeledes kan offshore-operatørerne nemmere finde et skib, der passer perfekt til den opgave, de skal have løst. Så det er win-win,” siger Nina Porst.
Branchestandarden understøtter naturligvis de eksisterende og fortsat gældende regler på området.
Fakta:
Den nye branchestandard gælder f.eks. hjælpefartøjer, bugserbåde, forsyningsfartøjer, redningsbåde mv., som udfører opgaver i forbindelse med borerigge eller andre offshoreanlæg.
Standarden definerer offshoreindustriens fælles minimumskrav til sikkerhed, sundhed, miljø og bemanding for de anførte skibstyper.