Seneste nyt
Arbejdsforhold
Sundhed

Hafnia vinder Danske Rederiers Di­ver­si­tets­pris 2024

Tankrederiet Hafnia viser endnu engang, at de er et af de førende danske rederier, når det handler om diversitet, ligestilling og inklusion. Hafnia vinder årets di­ver­si­tets­pris, fordi rederiet har en bred og gennemtænkt tilgang på området og har gennemført en stribe initiativer, der omfatter forholdene for både søfarende og medarbejdere på land.

Torsdag eftermiddag blev vinderen af Danske Rederiers Di­ver­si­tets­pris 2024 kåret ved en meget festlig Blå Pride Bar i Danske Rederiers gård. Prisen, som blev overrakt af tidl. li­ge­stil­lings­mi­ni­ster Mogens Jensen, gik i år til Hafnia. Det er anden gang, at Hafnia vinder Di­ver­si­tets­pri­sen.

Danske Rederiers Di­ver­si­tets­pris uddeles til et rederi eller en person i ship­ping­bran­chen, som har gjort en særlig indsats for at fremme diversitet, ligestilling og inklusion. Det må i dén grad siges at gøre sig gældende for årets prisvinder.

”Først og fremmest skal der lyde et kæmpestort tillykke til Hafnia med Prisen. Konkurrencen var virkelig hård i år med to andre rigtig gode nominerede i DFDS og Uni-Tankers. Men det er utroligt velfortjent at Hafnia ender med at vinde prisen, for rederiet har en meget gennemtænkt bred tilgang til at fremme ligestilling, mangfoldighed og inklusion, som kontinuerligt udvikles og ekspanderes. En tilgang som bakkes op af klare og ambitiøse mål og følges op af data,” siger Anne Windfeldt Trolle, direktør for arbejdsmarked, rekruttering og uddannelse i Danske Rederier.

Hafnia er et virkelig godt eksempel på, at det virker at gøre indsatsen for at fremme ligestilling, mangfoldighed og inklusion til en central del af virksomhedens strategi
Anne Windfeldt Trolle, direktør for arbejdsmarked, rekruttering og uddannelse i Danske Rederier

Derudover lagde juryen blandt andet vægt på, at Hafnia har gennemført en lang række tiltag, som adresserer forholdene for både de søfarende og medarbejderne på land. Dette inkluderer blandt andet forbedrede barselsregler, inklusiv og kønsneutral sprogbrug på tværs af virksomheden, sik­ker­heds­ud­styr og arbejdstøj skræddersyet til både mænd og kvinder og nul-tolerance over for mobning og chikane. 

”Hafnia er et virkelig godt eksempel på, at det virker at gøre indsatsen for at fremme ligestilling, mangfoldighed og inklusion til en central del af virksomhedens strategi. 8% af de søfarende i rederiet er kvinder, hvilket er væsentligt højere end gennemsnittet i branchen. Det er i sandhed imponerende og et flot eksempel til inspiration og efterlevelse”, siger Anne Windfeldt Trolle.

Årets jury består af følgende medlemmer:

Torsten Mathias Augustsen, Faglig leder hos SEA HEALTH AND WELFARE

Anja Rose, Head of Organisational Performance and Development, Welltec

Dr. Poornima Luthra, Associate Professor at Copenhagen Business School

Heidi Heseltine, CEO, Halcyon Recruitment and Founder, Diversity Study Group

Neele Pawlowski, Chartering Manager, Clipper Group, and Co-Founder of Women in Shipping Denmark

Anne Windfeldt Trolle, Direktør for Arbejdsmarked, Rekruttering og Uddannelse, Danske Rederier

Tidligere vindere:

Sidste år gik di­ver­si­tets­pri­sen til Trine Hoffmann fra A.P. Møller – Mærsk. Juryen lagde særlig vægt på Trine Hoffmanns ekstraordinære drive, at hun er meget ambitiøs, og at hun har været med til at løfte diversitet til et nyt niveau i sin organisation.  

Og året før gik prisen til Hafnia for deres “Maritime Diversity, Equity & Inclusion (DEI) Lab”. Det blev skabt sammen med RightShip, Wilhelmsen, Thome Group, Rio Tinto og Anglo American, og kan bedst betegnes som en di­ver­si­tet­stæn­ket­ank, men med konkrete og målbare resultater.