Seneste nyt
International skibsfart

Danmark fastholder pladsen blandt verdens 10 største sø­fart­s­na­tio­ner

Ny opgørelse viser, at Danmark fortsat befinder sig på top-10 over verdens største sø­fart­s­na­tio­ner. Konkurrencen er benhård, men lanceringen af et vækstteam for Det Blå Danmark giver yderligere forventninger om l, at Danmark også på sigt vil være at finde blandt de allerstørste sø­fart­s­na­tio­ner.

Ny opgørelse viser, at Danmark er den 10. største søfartsnation i verden målt på opereret tonnage. 

Den samlede mængde dansk opereret tonnage er gået frem fra ca. 57,2 mio. tons i januar til ca. 58,3 mio. tons i den seneste opgørelse. På den baggrund har Danmark konsolideret sig på tiendepladsen på listen over de største sø­fart­s­na­tio­ner, og afstanden til den nærmeste konkurrent på listen, Storbritannien, er øget. 

”Opgørelsen demonstrerer endnu engang, at Danmark er en maritim supermagt, selvom vi er et lille land. Det skyldes selvfølgelig, at der ude i de danske rederier hver eneste dag arbejdes virkeligt hårdt på at udvikle dansk skibsfart. Det er imponerende,” siger Anne H. Steffensen, adm. direktør i Danske Rederier.  

Mange dygtige og fremadstormende søfartsnationer har bud efter en plads blandt de store søfartsnationer. Så vi kan ikke hvile på laurbærrene.
Anne H. Steffensen, adm. direktør i Danske Rederier

I samme periode er der kommet lidt færre skibe på dansk flag (DIS). Her er tallet gået fra 745 til 739 skibe. 

”Den flotte placering skyldes selvsagt også, at vi i Danmark har fornuftige rammevilkår, som gør det muligt at konkurrere på ver­dens­mar­ke­det. Men konkurrencen er virkelig hård. Mange dygtige og fremad­stormen­de sø­fart­s­na­tio­ner har bud efter en plads blandt de store sø­fart­s­na­tio­ner. Så vi kan ikke hvile på laurbærrene. Derfor er jeg også meget glad for, at regeringen med erhvervs- og sø­fart­s­mi­ni­ster Morten Bødskov i spidsen netop har lanceret et vækstteam, som bl.a. skal være med til at styrke væksten i erhvervet og sikre, at skibsfarten også fremadrettet har de rigtige rammevilkår. Det skal være med til at sikre, at Danmark også om 10 og 20 år er at finde blandt verdens største sø­fart­s­na­tio­ner,” siger Anne H. Steffensen. 

Fakta:

Tallene i artiklen er trukket fra S&P Maritime Portal i juni 2024 

Skibe under dansk flag: Skibe under dansk flag har Dannebrog i hækken og er registreret enten i Det Almindelige Skibsregister (DAS) eller Dansk Internationalt Skibsregister (DIS). 

Opereret tonnage: Tonnage er et skibsteknisk udtryk for vægt- og rum­fangsen­he­der, som bliver anvendt som be­reg­nings­grund­lag for fartøjers lasteevne. Ved “opereret tonnage” forstås den samlede lastevne for de skibe, der opereres fra Danmark (eller kontrolleres fra rederikontorer i Danmark)