Det er lidt vildt, når man tænker over det.
Men hvert eneste minut går der en færge til eller fra en dansk havn, og de danske færger fragter hvert år over 20 millioner passagerer.
Faktisk er Danmark den tredje mest travle færgenation i EU, kun overgået af Italien på førstepladsen og Grækenland på andenpladsen.
Færgerne binder vores skønne land sammen som en uundværlig del af vores infrastruktur. De blå landeveje bringer beboere og gæster ud til de mest fjerntliggende øer, og skaber en genvej både til udlandet og på tværs af landet. Derfor glæder det mig også, at vi nu for alvor har fået lagt corona bag os og sat kursen mod en spændende, grønnere fremtid.
For ligesom alle andre dele af samfundet har færgerne også ansvar for at omstille sig. Og det er et ansvar, som vi i Færgerederierne tager meget seriøst. Vi har allerede en række grønne færger i drift – og flere på vej, som du kan læse om lidt længere nede – og om bord fokuserer vi i høj grad på at mindske madspild, sortere affald og i det hele taget reducere vores klima- og miljøaftryk.
Vi kan dog ikke gøre det alene om bord på færgerne.
At skabe den rette infrastruktur omkring grøn færgefart herhjemme bliver en kæmpe opgave. Vi har batterifærger, vi har hybridfærger, og rederierne har bestilt flere nye grønne færger. Men i mange havne er el-infrastrukturen ikke på plads, og det er noget, vi har øjnene rettet mod. Det er en opgave, der skal løses i samarbejde mellem erhvervet og staten, som løbende bør prioritere midler, som understøtter færgefartens klimaomstilling. Når vi ligger i toppen af ’færgeligaen’, skal faciliteterne også følge med.
Det at rejse med færge kan noget helt særligt, hvad enten du som pendler hjemmevant finder loungen og slår laptoppen op, eller du med familien starter ferien med nemt at lade dig fragte til en af vores mange øer eller bruger færgen som en genvej til Tysklands motorvejsnet på vej sydover.
I sommer alene fragtede vi mere end 8,5 millioner passagerer. Hver rejse er unik, og vi gør hver eneste gang vores bedste for at give de rejsende så nem og behagelig en rejse som mulig.
Der er hvert år 560.000 færgeafgange i Danmark. Så jeg håber, du kan finde en, der passer dig.
Vi ses om bord!
Carsten Jensen, formand for Færgerederierne
Vigtigheden af de danske færger
Året der gik
Emissionsfri færger med kurs mod Danmark
De har travlt på Cemre Skibsværft lidt uden for Istanbul.
For lige nu er de i gang med at bygge hele tre emissionsfri færger, der skal sejle i danske farvande.
Der er tale om en zero direct emissionsfri fragtfærge som skal sejle lastbiler mellem Danmark og Tyskland for Scandlines - og to batteridrevne færger, der skal sejle mellem Bøjden-Fynshav (på Als og på Fyn) og Ballen – Kalundborg (på Samsø og på Sjælland) for Molslinjen.
Scandlines’ nye emissionsfri færge bliver knap 150 meter lang og skal efter planen indsættes på ruten Rødby – Puttgarden i 2024. Fragtfærgen kan transportere lastbiler på både øverste og nederste dæk, og derfor er man i fuld gang med at bygge lejerne i Rødbyhavn og Puttgarden om, så der også kan lastes lastbiler på øverste vogndæk.
Molslinjen får bygget to identiske elfærger, der med sine 116 meter i længden og 18 meter i bredden, skal kunne fragte både pendlere og turister til Samsø -og fra Sønderjylland til Fyn.
Alslinjen skal besejles fra september 2024, mens Samsølinjens nye kontrakt løber fra januar 2025.
MOLSLINJEN vandt Arbejdsmiljøprisen 2023
Det mener politikerne
Kenneth Fredslund Petersen, Transportordfører, Danmarksdemokraterne.
De danske færger – om de er små eller store – om de sejler fra Fanø eller Aarhus, Tårs eller Helsingør - binder hver især Danmark sammen også med nabolandene. Færgerne er helt uundværlige for, at Danmark hænger sammen. De sikrer, at alle kan komme til de skønne øer og på tværs af Danmark. Vores færgefart er en essentiel spiller for et Danmark i balance. Og med landevejsprincippet sikrer vi, at vores vandveje ikke ender med at være dyrere end vores landeveje. Det er vigtigt for sammenhængskraften
Rasmus Prehn, Formand for Transportudvalget, Socialdemokratiet
Med mere end 30 mio. passagerer, der enten rejste til eller fra en dansk havn med færge i 2021, er Danmark nu på en tredjeplads over mest travle færgenationer i verden. Det kan vi kun være stole af. Men det forpligter også når det kommer til den grønne omstilling. Vi skal gå foran og vise verden, at vi har de grønne løsninger for færgefarten. Derfor er jeg utrolig stolt af, at danske færgerederier virkelig sætter sig forrest, når det kommer til nye grønne investeringer.
Sofie Lippert, Transportordfører, SF
For SF står grøn omstilling i centrum for vores politik . Det gælder også for vores transport, hvad enten det er til lands eller til vands. Derfor er det godt at se, at de danske færger er klar på den grønne omstilling. Vi er godt på vej, men vi skal fortsat skabe mulighederne for at flere færger kan følge med udviklingen. Derfor skal vi have skabt infrastrukturen omkring grøn færgefart herhjemme, så vi når helt i mål – og det bliver en kæmpe opgave.
Noget for enhver smag
Ruteoversigt
Medlemsprofiler
MOLSLINJEN A/S
MOLSLINJEN A/S
MOLSLINJEN er i dag Danmarks største indenrigs færgerederi. Med hurtigfærgen Max samt superfærgerne Express 2, Express 3 og Express 4, der er blandt verdens største katamaraner, driver MOLSLINJEN i dag ruterne Aarhus-Odden og Ebeltoft-Odden. Med superfærgerne Express 1 og den helt nye Express 5 samt Ro-Pax færgen, Hammershus, sejler MOLSLINJEN under rutenavnet Bornholmslinjen ruterne Rønne-Ystad, Rønne-Køge og Rønne-Sassnitz. I flåden er der også den legendariske bornholmerfærge M/F Povl Anker, der fungerer som reservefærge. Ved et statsligt udbud overtog MOLSLINJEN besejlingen af Bornholm den 1. september 2018. I 2018 overtog MOLSLINJEN også de resterende ruter i Danske Færger A/S. Det betyder, at MOLSLINJEN i dag også driver ruterne Alslinjen, Fanølinjen, Langelandslinjen og Samsølinjen.
Med opkøbet af ForSea i 2022 driver MOLSLINJEN i dag også færgeforbindelsen mellem Helsingborg og Helsingør med næsten 44.000 færgeafgange om året i et af Nordeuropas mest trafikerede farvande.
Ruter: 10
Antal færger: 21
Antal passagerer årligt: Op mod 15 millioner
Antal medarbejdere: Cirka 1900
Flådeoversigt
Scandlines Danmark ApS
Scandlines er en central del af den infrastruktur, der binder Danmark og Tyskland sammen. Med over 39.000 afgange årligt sikrer rederiets to kortdistance-ruter Rødby-Puttgarden og Gedser-Rostock en effektiv og pålidelig transport til professionelle fragtvirksomheder og private passagerer. Scandlines er pioner inden for grøn færgedrift og målet er helt emissionsfrie færger inden for få år. I dag er seks ud af Scandlines’ syv færger hybridfærger, der kombinerer traditionel dieseldrift og elektrisk batteridrift. Dermed ejer og driver Scandlines verdens største hybridflåde.
Scandlines cementerede positionen som grøn frontløber med en langsigtet investering i en ny emissionsfri fragtfærge samt udmeldinger om at gøre Rødby-Puttgarden-ruten emissionsfri i 2030 og realisere zero emission-visionen for hele rederiet i 2040.
Med 39.000 afgange fordelt på syv færger transporterede Scandlines i 2022 tæt på 6,1 millioner passagerer, 1,6 millioner personbiler og over 750.000 fragtenheder på ruterne Rødby-Puttgarden og Gedser-Rostock.
Rederiet har tæt på 1.000 medarbejdere alene i Lolland og Guldborgsund Kommune.
Ruter: 2
Antal færger: 7
Antal passagerer årligt: 7 millioner
Antal medarbejdere: Ca. 1000
Flådeoversigt
Læsøfærgen
(Associeret medlem)
Læsøfærgen er ejet af Læsø kommune og har siden 1. januar 2020 været drevet som en selvstændig kommunal afdeling under kommunen. Læsøfærgens formål er at drive færgefart fra Læsø og i den forbindelse besejle ruten mellem Læsø og Frederikshavn, og derigennem sikre det trafikale behov til og fra Læsø. Rederiet har færgerne Margrete Læsø, med plads til 589 personer og 76 personbiler, og Ane Læsø, med plads til 440 personer og 54 personbiler. De to færger besejler ruten tre til fire gange dagligt i lavsæsonen fra november til april, mens der i højsæsonen i juli til august er fem til otte afgange.
Ruter: 1
Antal færger: 2
Antal passagerer årligt: 300.000
Antal medarbejdere: I gennemsnit 50 fuldtidsansatte
Flådeoversigt
Småøernes Færgeselskaber
(Associeret medlem)
Småøernes Færgeselskaber er en sammenslutning af ø- og genvejsfærger i Danmark, som udgør en vigtig livline for beboerne på de små øer, samtidig med at de bringer turister til og fra øerne. Foreningen er stiftet i 1988. Sammenslutningens færger betjener især de mindre øsamfund og opretholder forbindelse over fjorde og sunde som Limfjorden, Randers Fjord, Alssund og Isefjorden. De fleste af færgerne drives af kommuner, hvor enkelte er selskabsformer som A/S, ApS mv. Enkelte ruter er privatejede. I alt er der 33 færgeselskaber meldt ind i foreningen.
Ruter: 36
Antal færger: 60
Antal passagerer årligt: Ca. 3.362.000
Antal medarbejdere: Ca. 360