Det Maritime Praktikkontor
Danske Rederiers Praktikkontor arbejder målrettet for at skabe adgang til maritime praktikpladser for unge med interesse for en karriere til søs og støtter samtidig både uddannelsesofficerer og rederier i deres arbejde med praktik og uddannelse.
Er du studerende og på jagt efter en praktikplads til søs?
Praktik er en central del af de maritime uddannelser. Som studerende er det dit ansvar at finde en praktikplads. Det kan tage tid at finde en plads, så start din søgning tidligt og brug alle muligheder, både opslag og uopfordrede ansøgninger.
Sådan kommer du godt i gang
- Søg bredt: Find ud af, hvilke rederier, der findes – spørg din skole, brug netværket, og se denne side, der viser en oversigt over de medlemsrederier, der tilbyder praktikpladser
- Vær aktiv: Send ansøgninger til mindst 5–7 relevante praktiksteder.
- Forbered dig godt: Brug Praktikkontorets guide til ansøgning og CV og få tips til at skille dig ud.
Vaccinationer før praktik til søs
Som praktikant kan du blive sendt til alle verdenshjørner – og kravene til vaccinationer varierer. Spørg altid din søfartslæge eller vaccinationslæge til råds. Du kan også kontakte The Medical Office på 📞+45 3348 9263 for rådgivning om vacciner og andre helbredstiltag.
Forskudsopgørelse under praktik
Det kan være forvirrende at håndtere forskudsopgørelsen, når du begynder at få løn til søs. Udligningskontoret for Dansk Søfart er eksperter i søfolks skatteforhold og kan hjælpe dig med at udfylde din opgørelse korrekt, så du undgår restskat. Kontakt dem på 🌐Udligningskontoret for dansk søfart
Har du brug for sparring?
Studerende er altid velkomne til at kontakte Praktikkontoret for råd og vejledning – uanset om der er brug for feedback på en ansøgning, hjælp til at styrke et CV, forståelse af rammerne for praktik eller tips til forberedelse til jobsamtale. Praktikkontoret står klar til at sparre, så den studerende er bedst muligt rustet til at søge sin praktikplads.
Praktikpladsgaranti – en investering i fremtidens søfolk
Det Blå Danmark har brug for dygtige og konkurrencedygtige søfolk for at fastholde og styrke Danmarks position som en af verdens førende søfartsnationer.
For at sikre dette har Vækstteamet for Det Blå Danmark anbefalet flere tiltag – blandt andet at øge antallet af maritime praktikpladser og gøre adgangen til dem lettere. Det betyder, at branchen hvert år stiller 400 praktikpladser til rådighed fordelt på fire maritime uddannelser.
Se her, hvilke medlemsrederier, der tilbyder praktikpladser til de studerende ved:
- Skibsassistentsuddannelsen
- Navigatøruddannelsen
- Maskinmesteruddannelsen
- Skibsofficeruddannelsen
Danske Rederier administrerer ikke pladserne direkte, men støtter medlemsrederierne i at skabe de nødvendige rammer for at opfylde garantien. Som studerende søger du derfor direkte hos de enkelte rederier.
Bliv praktiksted – vi guider jeres rederi hele vejen
Hvis I ønsker at tilbyde praktikpladser, men endnu ikke er kommet i gang, hjælper Praktikkontoret jer gerne hele vejen – fra godkendelsesproces til praktisk opstart.
På denne side kan du se, hvilke andre rederier, der allerede er en del af det maritime praktikfællesskab.
Vi kan blandt andet støtte jer med:
- Rekruttering af elever og studerende
- Koordinering af praktikforløb
- Administrativt arbejde forbundet med praktik
Læs mere her
Tøv ikke med at kontakte Praktikkontoret – vi gør det nemt at komme i gang. Her på hjemmesiden finder I også vejledninger og praktiske informationer om praktik, herunder guides til uddannelsesofficerer samt information om praktikrefusion.
Kom med Ombord – bliv en del af samarbejdet
Vil jeres rederi være med til at udvikle fremtidens søfolk og samtidig styrke branchens rekruttering?
Kom med Ombord er et unikt praktikprogram, hvor studerende får 12 måneders effektiv sejltid fordelt på tre forskellige rederier. Programmet giver de unge et bredt indblik i den maritime branches mange segmenter – og giver jer som rederi mulighed for at præsentere jeres arbejdsplads for motiverede talenter.
Som deltagerrederi får I:
- Adgang til dygtige og engagerede praktikanter
- Mulighed for at vise jeres styrker som arbejdsplads
- En vigtig rolle i at tiltrække og fastholde fremtidens søfolk
Sådan bliver I en del af KMO:
Kontakt uddannelseskonsulent Emma Gulmark Nørskov på 📧 egn@danishshipping.dk for en indledende dialog om mulighederne. Vi guider jer hele vejen – fra tilmelding til koordinering af praktikforløb.
Vigtig information til uddannelsesofficerer
Som uddannelsesofficer spiller du en afgørende rolle i de studerendes læringsrejse til søs. Du er den, der vejleder, motiverer og sikrer, at praktikforløbet bliver både fagligt udbytterigt og meningsfuldt – uanset om det er for maskinmesterstuderende, navigatører eller skibsassistenter.
For at gøre din opgave nemmere har vi udarbejdet en række pixibøger, der giver dig et hurtigt og overskueligt overblik over dine opgaver og ansvarsområder i forhold til de forskellige uddannelser.
Pixibøger til uddannelsesofficerer:
- Pixibog - Maskinmesterstuderende
- Pixibog - Navigatørstuderende
- Pixibog - Skibsassistenter