Virksomheden som læringsrum
En stor del af læringen på Danish Shipping Education foregår ikke i undervisningslokalet. Den finder sted ved skrivebordet eller kaffemaskinen, i samtalen med en erfaren kollega og i de daglige opgaver, hvor trainees gradvist får mere ansvar.
Derfor sætter Danish Shipping Education nu yderligere fokus på samspillet mellem undervisningen på DSE og den praktiske læring ude i virksomhederne.
Som trainee på Danish Shipping Education kombinerer man gennem hele uddannelsen undervisningsmoduler med arbejdet i sin virksomhed. På modulerne møder trainees kurserne Maritime Economics, Maritime Law, Ship Design, Geopolitics, Energy & Green Transition og Connecting Shipping Relations. Men det er mellem modulerne, at meget af den nye viden skal omsættes til praksis.
Det stiller ikke alene krav til den enkelte trainee. Det gør også de kolleger, ledere og mentorer, som er med til at skabe rammerne for læringen i hverdagen, til en vigtig del af uddannelsesforløbet.
Når erfaring skal gives videre
Shipping er en branche med stor specialiseret viden, og meget af den faglige kunnen er opbygget gennem mange års praktisk erfaring. Netop derfor er det ikke nødvendigvis enkelt at lære den fra sig.
En erfaren shippingmedarbejder kan ofte hurtigt se, hvordan en oplevelse skal løses. For en trainee er det imidlertid selve vejen frem til løsningen, der er interessant. Her bliver mentorens opgave ikke blot at levere det rigtige svar, men at hjælpe den unge medarbejder med selv at udvikle forståelsen og evnen til at træffe beslutninger.
Det er blandt andet de problemstillinger, DSE ønsker at arbejde mere systematisk med. Hvordan gør man tavs og erfaringsbaseret viden tilgængelig for en ny generation? Hvordan stiller man spørgsmål, der får en trainee til selv at reflektere? Og hvornår skal man som erfaren kollega træde til - og hvornår skal man give plads til, at den unge medarbejder selv finder løsningen?
Nyt mentorkursus skal give konkrete redskaber
Som et nyt initiativ iværksætter Danish Shipping Education derfor et mentorkursis målrettet personer, der har en rolle omkring DSE-trainees i virksomheden.
Ambitionen er ikke at gøre erfarne shippingfolk til undervisere. I stedet skal kurset give dem konkrete redskaber til at understøtte den læring, der allerede finder sted som en naturlig del af arbejdsdagen.
Kurset sætter blandt andet fokus på forskellen mellem mentor- og lederrollen, niveauer i læring og den tavse viden, der spiller en særlig rolle i en branche som shipping. Deltagerne skal desuden arbejde med praktiske mentorværktøjer og efterfølgende afprøve dem i deres egen hverdag.
Et centralt princip er at bevæge sig fra altid at give svar til i højere grad at stille de spørgsmål, der hjælper trainees til selv at finde dem. Målet er i sidste ende større faglig selvstændighed hos den enkelte trainee.
En stærkere bro mellem DSE og virksomhederne
Mentorindsatsen handler samtidig om at skabe en tættere forbindelse mellem de to læringsarenaer, som tilsammen udgør traineeuddannelsen.
Når en trainee eksempelvis har arbejdet med økonomiske sammenhænge, juridiske problemstillinger, geopolitik eller den grønne omstilling på et DSE-modul, ligger der et stort læringspotentiale i efterfølgende at kunne genkende og diskutere de samme problemstillinger i virksomhedens daglige arbejde.
Her kan mentoren være med til at bygge bro: Hvilke dele af undervisningen kan trainee'en genkende fra sin egen arbejdsdag? Hvor kan teorien bruges? Og hvilke konkrete arbejdsopgaver kan vlre det næste naturlige skridt i trainee'ens udvikling?
Samtidig kan et mentorkursus skabe et forum, hvor personer med ansvar for trainees på tværs af virksomheder kan udveksle erfaringer om, hvad der virker - og hvad der er vanskeligt - når unge medarbejdere skal udvikle sig i en travl kommerciel hverdag.
For Danish Shipping Education er ambitionen dermed at styrke sammenhængen mellem det, der sker på uddannelsens moduler, og de mange timers læring, der finder sted ude i virksomhederne. For en traineeuddannelse skabes ikke kun i undervisningslokalet. Den skabes i lige så høj grad i hverdagen.
Kurset løber over to dage - én i november og én i februar.