Ny evaluering skal løfte praktik til søs

De maritime uddannelser er blandt Danmarks stærkeste vek­se­lud­dan­nel­ser. Kombinationen af undervisning på ud­dan­nel­ses­in­sti­tu­tio­ner­ne og praktik til søs er selve fundamentet for de kompetencer, der gør danske søfarende efterspurgte både nationalt og internationalt. Det er her, teori omsættes til praksis, og det er her, fremtidens navigatører, maskinmestre og skibsofficerer udvikler deres faglige identitet.

Netop derfor er kvaliteten af prak­tik­for­lø­be­ne afgørende. På tværs af de maritime uddannelser, fra skibsassistent- og navi­ga­tør­ud­dan­nel­ser­ne til uddannelserne som skibsofficer, maskinmester og maritim teknolog, udgør praktikken en væsentlig del af ud­dan­nel­ses­for­lø­bet. I dag gennemføres evalueringen af prak­tik­for­lø­be­ne lokalt på de enkelte ud­dan­nel­ses­in­sti­tu­tio­ner og efter forskellige metoder. Der findes derfor ikke et samlet billede af prak­tik­for­lø­be­nes kvalitet eller af de erfaringer, som kan være med til at styrke koblingen mellem teori og praksis på tværs af branchen.

Behovet for mere systematisk viden om praktikdelen har gennem flere år været genstand for drøftelser i Det Maritime Ud­dan­nel­ses­ud­valg. En fælles udfordring har været, at erhvervet mangler indsigt i de erfaringer, som elever og studerende gør sig under prak­ti­kop­hol­de­ne. Det begrænser mulighederne for at arbejde målrettet med blandt andet prak­tik­kva­li­tet, arbejdsmiljø, læring, didaktik og fastholdelse af fremtidens maritime medarbejdere.

For at imødekomme dette behov er der nu taget initiativ til en fælles na­tio­na­le­va­lu­e­ring af praktik til søs. Ambitionen er ikke at ændre på ud­dan­nel­ses­in­sti­tu­tio­ner­nes arbejde med kva­li­tets­sik­ring, men derimod at supplere den eksisterende praksis med et fælles og sam­men­lig­ne­ligt datagrundlag. Et datagrundlag, der kan skabe ny viden om prak­tik­mil­jø­er­ne, styrke samarbejdet mellem ud­dan­nel­ses­in­sti­tu­tio­ner og erhverv og bidrage til den fortsatte udvikling af de maritime uddannelser.

På opdrag fra Det Maritime Ud­dan­nel­ses­ud­valg har Danske Rederier derfor udviklet en eva­lu­e­rings­ram­me for praktikforløb til søs. Evalueringen er udarbejdet med afsæt i forskning om vek­se­lud­dan­nel­ser og bygger samtidig på erfaringer fra eva­lu­e­rings­prak­sis på andre pro­fes­sions­ud­dan­nel­ser, hvor praktikforløb spiller en central rolle.

Målet er at etablere et fælles og sam­men­lig­ne­ligt vidensgrundlag, som kan understøtte koblingen mellem teori og praksis, skabe en fælles forståelse af praktikdelen og give både uddannelser og erhverv et stærkere fundament for at udvikle kvaliteten af prak­tik­for­lø­be­ne. Initiativet er udviklet i tæt dialog med de maritime ud­dan­nel­ses­in­sti­tu­tio­ner, som bakker op om ambitionen om at skabe mere systematisk viden om praktik til søs.

Evalueringen forventes gennemført første gang i forbindelse med efterårets praktikforløb. I den kommende periode vil Danske Rederiers Kom­pe­ten­cecen­ter præsentere den konkrete model og informere med­lem­s­re­de­ri­er samt øvrige relevante aktører om den praktiske gennemførelse. Målet er klart: Vi skal vide mere om praktikdelen, så vi sammen kan gøre den endnu bedre.