Maritim EPX: En ung­doms­ud­dan­nel­se med saltvand i årerne

EPX giver en ny mulighed for at kombinere teori og praksis i ung­doms­ud­dan­nel­ser­ne. Med det maritime som læ­rings­plat­form kan unge møde teknologi, handel, grøn omstilling, sikkerhed og globale sammenhænge og samtidig få øje på de muligheder, der findes i deres eget lokalområde.

Hvordan ser en ung­doms­ud­dan­nel­se ud, hvis matematik ikke kun foregår ved tavlen, men også bruges til at løse en konkret opgave fra en lokal virksomhed? Hvis undervisning i energi og klima kobles til nye brændstoffer i skibsfarten? Eller hvis global handel bliver konkret gennem et besøg på havnen og en forståelse af, hvordan varer faktisk bevæger sig rundt i verden?

Det er nogle af de muligheder, der ligger i den kommende EPX.

Danske Rederier, Danske Maritime og Danske Havne har derfor sammen præsenteret et brancheudspil til en maritim EPX, hvor ambitionen er at bringe den maritime virkelighed ind i undervisningen og skabe en stærk kobling mellem teori og praksis.

 

Det maritime som læ­rings­plat­form

Det interessante ved en maritim EPX er ikke alene, at den kan give flere unge øjnene op for en karriere i Det Blå Danmark. Det maritime område er i sig selv en stærk læ­rings­plat­form.

Her mødes teknologi, naturvidenskab, klima, energi, produktion, handel, logistik, sikkerhed, innovation og internationale forhold. Det giver mulighed for at arbejde med pro­blem­stil­lin­ger, som både er konkrete, virkelige og tværfaglige.

Netop bredden gør også, at det maritime kan spille ind i alle de fire områder, der arbejdes med i udviklingen af EPX. Hvad enten den unge interesserer sig for samfund og sikkerhed, business og innovation, natur og teknologi eller håndværk og ressourcer, findes der maritime pro­blem­stil­lin­ger og virksomheder, som kan gøre undervisningen konkret.

Det er en styrke, fordi det maritime dermed ikke behøver at være én smal specialisering. Det kan bruges som vir­ke­lig­hedsnær ramme for mange forskellige faglige interesser.

 

Ikke alle skal vælge det maritime

Målet behøver ikke være, at alle unge efterfølgende vælger en maritim uddannelse eller et job i branchen.Det vigtige er også, at de undervejs får mulighed for at møde en branche, de måske ellers aldrig ville være stødt på. De får erfaring med virkelige pro­blem­stil­lin­ger, møder arbejdspladser og fagligheder og oplever sammenhængen mellem teori og praksis.Hvis de bagefter vælger en helt anden retning, har det maritime forløb stadig haft værdi.

 

De lokale styrker skal i spil

En anden vigtig mulighed ved EPX er, at uddannelsen kan udvikles med blik for de omgivelser, den ligger i. En maritim EPX i Esbjerg behøver ikke se ud som en maritim EPX i Svendborg, Frederikshavn eller København. Tværtimod.

Nogle steder vil offshore, energi og grøn omstilling være oplagte om­drej­nings­punk­ter. Andre steder kan fokus være på skibsfart, havnedrift, værfter, produktion, logistik, fiskeri eller international handel. Det afgørende er, at ud­dan­nel­ses­in­sti­tu­tio­ner­ne får mulighed for at bruge de virksomheder, kompetencer og faciliteter, der allerede findes lokalt.

Det kan både give undervisningen autenticitet og skabe stærkere forbindelser mellem ud­dan­nel­ses­in­sti­tu­tio­ner og det lokale erhvervsliv. Samtidig giver det de unge muligheder for at opdage uddannelses- og jobveje, der måske findes lige uden for deres egen hoveddør, men som de ikke nødvendigvis kendte på forhånd.

 

Mere end rekruttering

Det Blå Danmark har brug for nye kompetencer inden for blandt andet teknologi, produktion, handel og bæredygtighed. Derfor er det naturligvis også interessant for den maritime sektor, at flere unge får kendskab til branchen.

Men potentialet i en maritim EPX er større end rekruttering.

Det handler om at skabe en ung­doms­ud­dan­nel­se, hvor unge kan se sammenhængen mellem faglig viden og den verden, de er en del af. Hvor de får mulighed for at afprøve interesser og evner, inden de vælger deres videre vej. Og hvor erhvervsliv og ud­dan­nel­ses­in­sti­tu­tio­ner sammen kan skabe læringsmiljøer, der både giver faglighed, udsyn og praktisk erfaring.

Hvis EPX lykkes med det, kan uddannelsen blive et sted, hvor unge møder virkeligheden, før de skal vælge deres fremtid og hvor nogle måske får lidt saltvand i årerne.