8. årgang fra Usserød Skole kom tættere på Det Blå Danmark
Den 8. oktober besøgte 8. årgang fra Usserød Skole Danske Rederier til en introduktion til shipping, grøn omstilling og de mange muligheder, der findes i den maritime branche.
For de fleste er skibe noget, man ser fra kysten eller går ombord på, når man skal på ferie. Men bag skibene ligger en hel verden af arbejdspladser, internationalt samarbejde og opgaver, der har betydning for vores hverdag. Den verden fik eleverne fra Usserød Skole et indblik i, da de besøgte Danske Rederier.
Dagen bød på en introduktion til Det Blå Danmark og den rolle, skibsfarten spiller i at transportere varer og forbinde lande og markeder. Eleverne blev også præsenteret for World Career’s arbejde med at gøre unge klogere på branchen uddannelses- og karrieremuligheder. Her var budskabet, at en maritim karriere kan have mange former – både til søs og på land og med afsæt i vidt forskellige interesser og kompetencer.
Grønne brændstoffer og politisk arbejde
Skibsfartens grønne omstilling var også på programmet. Her gav Danske Rederiers tekniske konsulent, Kristin Sande, en gennemgang af grønne brændstoffer, forskellige skibstyper, og et indblik i, hvorfor fremtidens skibsfart kræver nye grønne løsninger. Kristin gav eleverne et konkret eksempel på, hvordan branchen arbejder med en af tidens store udfordringer, og om hvordan teknologi, udvikling og ambitioner om at reducere udledninger hænger sammen.
Derudover fik eleverne et kig ind i hverdagen hos Danske Rederiers afdeling for Politik og Analyse. Her introducerede Danske Rederiers public affairs chef, Sif Johanne Aargaard, eleverne til det arbejde, der foregår på land for at understøtte rederierne og skabe gode rammer for dansk skibsfart, rent politisk. Besøget viste dermed også en side af branchen, som ikke nødvendigvis er den første, man forbinder med livet på havet.
Et første møde med nye muligheder
I 8. klasse begynder overvejelserne om uddannelse og arbejdsliv så småt at tage form. Et virksomhedsbesøg kan gøre mulighederne mere konkrete og give eleverne nye perspektiver på, hvor deres interesser kan føre dem hen.
For World Careers er mødet med de unge en vigtig del af arbejdet med at gøre den maritime branche synlig og tilgængelig. Når eleverne kommer indenfor og møder menneske bag, bliver der kortere fra en ukendt branche til en mulighed, de kan se sig selv i.
Tak til Usserød Skole for besøget. Vi håber, at eleverne tog hjem med ny viden og lyst til at udforske Det Blå Danmark nærmere.