Overenskomster for filippinske søfarende på DIS-skibe fornyet
DIS-overenskomsterne mellem Danske Rederier og den filippinske fagforening AMOSUP gældende for hhv. filippinske officerer og menige, blev i sidste uge fornyet for en 2-årig periode gældende fra 1. april 2026.
I slutningen af sidste uge udmøntede forhandlinger i Manila mellem Danske Rederier og Associated Marine Officer's and Seamen's Union of the Philippines (AMOSUP) sig i en ny 2-årig overenskomst for filippinske officerer og menige på DIS-skibe.
Danske Rederier var repræsenteret ved direktør for arbejdsmarked, ansættelsesret og overenskomster, Anne Windfeldt Trolle, og overenskomstchef Bertil Hohlmann såvel som Senior Director og Head of Marine People & Culture i A.P. Moller – Maersk, Nynne Scheuer, samt Head of Marine i Torm, Allan Dan Jensen.
Aftalen indeholder bl.a. fornuftige differentierede lønstigninger, som giver mulighed for at tilgodese særlige stillinger, og lægger fundamentet for en fremtidig pensionsordning, der træder i kraft den 1. april 2026, til afløsning af den eksisterende.
”Gennem en konstruktiv dialog og en fælles forståelse for behovet for afbalancerede løsninger nåede vi frem til en aftale, der er fair og velafbalanceret og som skaber stabilitet og værdi for begge parter. For mig er det netop det, vellykkede overenskomstforhandlinger handler om: gensidig respekt, tillid og en oprigtig vilje til at forstå hinandens perspektiver,” siger Anne Windfeldt Trolle.
Danske Rederier har haft overenskomster med AMOSUP, siden Dansk Internationalt Skibsregister (DIS) blev indført i 1988. Der har gennem årene sejlet mange tusinde filippinske søfarende på DIS-skibe.
