Nu bliver det lettere at komme i erhvervspraktik i shipping
Danske Rederier lancerer nu med ”Erhvervspraktik i shipping” en samlet indgang til at komme i erhvervspraktik hos et rederi. Målet er, at flere kommer i praktik i branchen – og måske vælger en karrievej inden for shipping. Det hele samles på worldcareers.dk
Danske Rederier har en klar ambition om at øge antallet af folkeskoleelever, der vælger et praktikforløb hos et dansk rederi. Det skal være lettere og mere attraktivt at komme i praktik i den maritime branche. Derfor lancerer Danske Rederier ”Erhvervspraktik i shipping” i samarbejde med en række rederier.
Al den nødvendige information samles på hjemmesiden https://worldcareers.dk/erhvervspraktik, hvor elever, forældre, lærere og uddannelsesvejledere kan finde praktiske oplysninger om virksomhederne og deres praktiktilbud og sende ansøgning.
”Der er rigtig mange spændende og meningsfulde karrieremuligheder i shipping - både til søs og på land. Det vil vi meget gerne vise frem og give praktikanter et realistisk indblik i hverdagen på en maritim arbejdsplads og møde de mennesker, der arbejder der. Et praktikophold kan være med til at vække deres nysgerrighed og få praktikanterne til at overveje en uddannelsesvej, der måske kan føre til et job i Det Blå Danmark,” siger Nina Porst, direktør for bæredygtige skibe og kompetencer i Danske Rederier.
Projektet gennemføres med støtte fra Den Danske Maritime Fond.
Lauritzen Fonden yder støtte til særarrangementer, som supplerer praktikforløbene. Planen er op til tre arrangementer årligt med geografisk spredning i København, på Fyn og i Aarhus. Indholdet skal blandt andet være oplæg, aktiviteter og møder med unge maritime studerende og rollemodeller.
Erhvervspraktik i shipping
Målgruppen er elever i 8. og 9. klasse, der skal i erhvervspraktik.
Hvad kan eleverne opleve?
- Praktikmuligheder både på kontorer og til søs, afhængigt af den enkelte virksomhed.
- Branchen rummer blandt andet arbejde med handel, logistik, planlægning, navigation, teknologi, grøn omstilling og sikkerhed.
- Det konkrete indhold afhænger af praktikstedet. Alle elever skal derfor ikke stilles de samme oplevelser eller opgaver i udsigt.
- Praktikken skal give eleverne mulighed for at opleve en arbejdsplads på tæt hold og blive klogere på, hvad der interesserer dem.
Praktiske rammer og ansøgning
- Et praktikforløb varer 3–5 dage med et udgangspunkt på cirka 30 timer.
- Praktikmulighederne samles på https://worldcareers.dk/erhvervspraktik
- Her kan eleverne finde oplysninger om virksomhederne, deres praktiktilbud og de praktiske rammer.
- Eleverne søger en plads hos en konkret virksomhed med en skriftlig ansøgning eller en video.
- Ansøgningerne håndteres af projektansvarlig Elisabeth Sidenius, som koordinerer med praktikværterne.
- Eleverne får materiale med praktiske oplysninger og hjælp til at forberede sig inden praktikstart.
- Virksomheden modtager en praktikpakke med alle relevante oplysninger, så er de godt klædt på til at tage imod praktikanten.