Debatindlæg: Den bedste klimaaftale er den, verden kan blive enige om
Verden har brug for en klimaaftale for skibsfarten. Et pragmatisk kompromis er langt bedre end ingen aftale
Bragt på Altinget 28. september 2026
Af Nina Porst, direktør for bæredygtige skibe og kompetencer, Danske Rederier
Den franske filosof Voltaire er ophavsmand til citatet ”Det bedste er det godes fjende.”
Ham vender vi tilbage til.
Den internationale skibsfart er vist den eneste globale industri, der er pålagt et bindende officielt klimamål.
Målet om, at skibsfarten skal være klimaneutral i eller omkring 2050, som det hedder i diplomatsprog, blev vedtaget 2023 i FN’s søfartsorganisation IMO i London. Det var historisk. Og fantastisk. Og med fuld dansk opbakning.
De danske rederier hører til blandt dem, der er gået forrest i den grønne omstilling på verdenshavene med energieffektivisering og investeringer i skibe, der kan sejle på alternative og mere bæredygtige brændstoffer.
Siden da har der samme sted været ført forhandlinger om, hvordan denne målsætning så skal opnås i praksis. Det har vist sig mere kompliceret at blive enige om ”hvordan” end om ”hvad”.
For snart et år siden tog forhandlingerne en drastisk drejning på IMO-mødet i London. USA, Saudi-Arabien og andre olieproducerende lande satte en kæp i hjulet og fik en endelig afgørelse udskudt med et år. Der var reel risiko for, at det hele faldt fra hinanden.
Der kan ikke være tvivl om, at verden har brug for en aftale. Skibsfarten står alene for 2-3 procent af verdens CO2-udledning.
Der står vi så nu. Inden længe starter den næste runde af forhandlinger i London. Får vi en aftale? Eller snubler vi lige før målstregen? Det er det store spørgsmål.
Jeg er optimist. Forsigtig optimist. Jeg tror stadig på en aftale.
Og der kan ikke være tvivl om, at verden har brug for en aftale. Skibsfarten står alene for 2-3 procent af verdens CO2-udledning. Det har vi selvsagt som industri et ansvar for at være med til at nedbringe.
Men det er også klart, at det politiske landskab har ændret sig. Og når kort og terræn ikke længere stemmer overens, så må man følge terrænet. For nu at parafrasere en nuværende dansk minister.
Og så er vi tilbage ved Voltaire. ”Det bedste”, dvs. den for skibsfarten og klimaet perfekte klimaaftale, som vi længe troede var lige på trapperne, bliver vanskelig at opnå.
Det må ikke skygge for, at vi stadig har mulighed for at opnå ”det gode”: En bindende global klimaaftale.
Vi må arbejde for at finde det rigtige kompromis. Være pragmatiske. Men fastholde retningen.
Det afgørende bliver at sikre en aftale, der sikrer reel fremdrift mod klimaneutral skibsfart. Og som kan håndhæves på globalt plan.
Man skal aldrig sælge skindet, før bjørnen er skudt, så jeg vil nødigt komme med et meget detaljeret bud på, hvordan et sådant kompromis skal strikkes sammen.
Fra dansk side kan vi være med til at bygge bro og styrke dialogen mellem de forskellige parter. Også internt i EU, hvor vi har brug for at stå sammen om en konstruktiv linje. I modsætning til sidst i London, hvor EU-landene ikke formåede at udgøre en samlet front.
Erhvervet efterspørger en global IMO-aftale, der skaber langsigtet investeringssikkerhed. Det er medvirkende til, at jeg fortsat er optimist.
Ideelt set får vi en aftale om et enkelt og fleksibelt system med et klart markedssignal, en troværdig udviklingskurve, effektiv håndhævelse og mærkbare konsekvenser ved manglende compliance.
I Danske Rederier plejer vi at sige, at vi er teknologiagnostikere. Det virker også som et fornuftigt udgangspunkt i forhold til forhandlingerne i IMO.
For der er ikke ét enkelt brændstof, der bliver løsningen i skibsfartens grønne omstilling. Det kommer til at kræve en vifte af løsninger. Metanol, etanol, elektrificering, gas og måske kernekraft. Det skal en aftale også tage højde for.
Det afgørende er, at det virker og kan nedbringe skibsfartens udledninger.
Retningen er vigtigere end modellen.