Seneste nyt
Sikkerhed

Danske Rederier med klar anbefaling til regeringen: Dansk skibsfart bør være en del af totalforsvaret

Med syv konkrete anbefalinger sender er­hvervsor­ga­ni­sa­tio­nen en stærk opfordring til, at de mange kapaciteter, der allerede er i den civile søfart, bliver tænkt ind i totalforsvaret af Danmark. 

Militært pres, hybride angreb, sabotage på søkabler, skyg­ge­flå­de­ski­be i danske farvande, cybertrusler og pres på globale for­sy­nings­kæ­der. Det er blot en række af de trusler, der efter Ruslands invasion af Ukraine retter sig mod Danmark og Europa. Derfor bør et formaliseret og konkret privat/offentligt samarbejde om et dansk totalforsvar være ambitionen, mener Danske Rederier:

”Vores fundamentale stabilitet og sikkerhed er udfordret, og derfor bør vi opprioritere det danske totalforsvar og styrke samarbejdet mellem offentlige og private aktører på området. Ud over de helt nødvendige investeringer i Forsvaret - som regeringen sammen med et bredt flertal i Folketinget klogt har igangsat - er der også en vigtig dimension i samarbejdet med private sektorer som for eksempel skibsfarten om at udnytte danske kapaciteter som allerede findes,” siger ad­mi­ni­stre­ren­de direktør i Danske Rederier Anne H. Steffensen. 

Danmark er blandt verdens ti største sø­fart­s­na­tio­ner. 80-90 % af verdenshandlen sejles. 78 % af vores forsyninger til Danmark ankommer med skib. Meget af vores energi kommer via kabler og rørledninger, der ligger på eller under havbunden, og det samme gælder kommunikations- og datalinjer. Den danskflagede civile flåde er den tredje største i NATO. Kort sagt: Danmarks velstand, sikkerhed og sam­funds­ro­bust­hed hænger uløseligt sammen med havet. 

Vi har kapaciteter, erfaringer, skibe, knowhow og folk, som Danmark endnu ikke udnytter systematisk i totalforsvaret. Først og fremmest har vi viljen til og ønsket om at bidrage til Danmarks sikkerhed
Anne H. Steffensen, adm. direktør i Danske Rederier

”Det maritime er ikke et nicheområde. Det er en væsentlig del af fundamentet for dansk sam­funds­ro­bust­hed. Vi har kapaciteter, erfaringer, skibe, knowhow og folk, som Danmark endnu ikke udnytter systematisk i totalforsvaret. Først og fremmest har vi viljen til og ønsket om at bidrage til Danmarks sikkerhed,” siger Anne H. Steffensen. 

Den civile skibsfart kan indgå i en række be­red­skabs­op­ga­ver som overvågning over og under vandet, trans­port­ka­pa­ci­tet, reparationer af søkabler samt assistere i mil­jø­be­red­ska­bet.

Derfor lancerer Danske Rederier nu en række konkrete anbefalinger til regeringen. Blandt andet en opfordring til at etablere et nationalt maritimt forsvarsforum, som også Norge, Sverige og Finland har. Samt at indtænke handelsflådens og færgernes kapacitet i NATO-, EU- og national planlægning. Indtil videre er dialogen med regeringen ikke udmøntet i konkrete aftaler eller be­red­skabs­pla­ner.

”Det har ikke været nemt at slå døren ind til regeringen og myndighederne på denne dagsorden. Det undrer mig. Vi har jo meget at byde på, som enten ikke findes i tilstrækkeligt omfang i det offentlige, eller som tager tid at få på plads. Det er et tilbud om at tilføre overordentligt meget kapacitet ikke mindst til det civile beredskab, så jeg håber, vi med disse anbefalinger kan inspirere regeringen til at tænke dansk skibsfart ind i strategien om totalforsvar”, siger Anne H. Steffensen, der er ad­mi­ni­stre­ren­de direktør i Danske Rederier. 

Danske Rederier arbejder på at samle relevante myndigheder, rederier og interessenter til videre drøftelser af anbefalingerne.  

Læs anbefalingerne ”Danmark skal tænke maritimt – også i totalforsvaret og beredskabet” her