Seneste nyt
Klima
Offshore

CO2-aftale mellem Tyskland og Danmark er godt nyt for dansk skibsfart og ambitionerne om lagring af CO2 i undergrunden

En ny aftale mellem Danmark og Tyskland om transport af CO2 mellem de to lande kan betyde, at mere tysk CO2 kan lagres i den danske undergrund i fremtiden. Danske rederier står klar til at løfte vores del af opgaven.

Aftalen baner vejen for transport af CO2 mellem Tyskland og Danmark og dermed for at sejle indfanget CO2 fra tysk industri til permanent lagring i dansk undergrund. Tysklands store in­du­stri­sek­to­rer har udledninger, som er vanskelige at fjerne. Det gør Tyskland til et vigtigt potentielt kundemarked for danske lagre og rederier, der skal transportere CO2. 

”Tyskland er et helt centralt marked, hvis Danmark skal realisere regeringens ambition om at blive et europæisk knudepunkt for CO2-lagring. Tysk industri har et stort behov, og Danmark har gode muligheder for at levere lagringen. Aftalen bringer os et vigtigt skridt tættere på at omsætte det store potentiale til nye forretninger og arbejdspladser,” siger Jacob K. Clasen, vi­ce­ad­mi­ni­stre­ren­de direktør i Danske Rederier.

Aftalen bringer os et vigtigt skridt tættere på at omsætte det store potentiale til nye forretninger og arbejdspladser
Jacob K. Clasen, viceadm. direktør i Danske Rederier

Lagring af CO2 er et vigtigt element i planerne for at opnå Danmarks såvel som EU’s ambitiøse klimamål. Her kan lagring af CO2 i den danske del af Nordsøen yde et vigtigt bidrag.

Danske rederier står klar til at bidrage. Et voksende marked for transport af CO2 kan skabe nye forretninger og maritime arbejdspladser.

Skibsfarten kan forbinde ud­skib­nings­hav­ne med forskellige lagre og give fleksibilitet, efterhånden som markedet udvikler sig. Søtransport bør derfor indgå fra begyndelsen i opbygningen af den europæiske CO2-infrastruktur. 

”Aftalen baner vejen for at sejle CO2 fra Tyskland til lagring i Danmark i Nordsøen og i land. Skibsfarten kan forbinde industriens fangstanlæg med lagrene og bliver en vigtig del af et europæisk CO2-marked. Nu skal vi sikre rammerne for, at rederierne kan investere, og at CO2’en rent faktisk kommer fra fangst til permanent lagring,” siger Jacob K. Clasen.

Næste skridt er at omsætte aftalen til reel transport. Klare rammer, effektive godkendelser og langsigtede kommercielle aftaler skal gøre det muligt at investere i hele kæden fra fangst til transport og lagring.