Seneste nyt
Klima
International skibsfart

Klare anbefalinger til regeringen: Gå aktivt til værks for at sikre øget produktion af grønne PtX-brændstoffer

Ny rapport kommer med fire klare anbefalinger til, hvordan regeringen bør arbejde aktivt for at skubbe på en markant øget produktion af grønne PtX-brændstoffer til bl.a. skibsfarten.

Danske Rederier er me­dun­der­skri­ver på rapporten ”Dansk produktion af grønne PtX-brændstoffer til luft- og skibsfarten”, som Green Power Denmark i dag præsenterer. 

Rapporten indeholder fire centrale anbefalinger til, hvordan regeringen aktivt bør arbejde for etableringen og opskaleringen af grøn PtX-brænd­stof­pro­duk­tion til luft- og skibsfarten på globalt og europæisk plan.

”Dansk skibsfart er frontrunner i den grønne omstilling på verdenshavene. Men der er brug for en massiv opskalering af produktionen af grønne brændstoffer til at putte i tanken på vores skibe, hvis vi skal komme helt i mål med ambitionen om klimaneutral skibsfart, og hvis vi skal kunne leve op til gældende EU-regler og IMO’s Net Zero Framework. Det kræver investeringer i hele værdikæden, og det kræver også et stærkt fokus på etablering og opskalering af produktion af PtX-brændstoffer. De danske rederier er allerede godt i gang med at indkøbe nye skibe, der kan sejle på grønne brændstoffer, så efterspørgslen er der,” siger Nina Porst, direktør for klima, miljø og sikkerhed i Danske Rederier.

Der er brug for en massiv opskalering af produktionen af grønne brændstoffer til at putte i tanken på vores skibe, hvis vi skal komme helt i mål med ambitionen om klimaneutral skibsfart
Nina Porst, direktør for klima, miljø og sikkerhed i Danske Rederier

En øget europæisk produktion af grønne brændstoffer kan – sammen med partnerskaber med producenter i andre dele af verden – bidrage til forstærket europæisk for­sy­nings­sik­ker­hed og ener­gi­u­af­hæn­gig­hed. Det er utroligt vigtigt i den nuværende urolige geopolitiske virkelighed. 

”Udfordringen med manglen på grønne brændstoffer til bl.a. skibsfarten rækker selvsagt ud over Danmarks grænser, så derfor er det også væsentligt, at vi med disse anbefalinger opfordrer regeringen til at fastholde fokus på indsatsen i både IMO og EU. Fra Danske Rederiers side har vi længe argumenteret for, at man bør øremærke midler fra EU ETS indbetalt af danske rederier til skibsfartens omstilling og PtX-produktion af grønne brændstoffer,” siger Nina Porst.

Rapporten kan downloades her

De fire anbefalinger

I rapporten ” Dansk produktion af grønne PtX-brændstoffer til luft- og skibsfarten” er der følgende anbefalinger til regeringen:

·         Regeringen skal fortsætte det stærke arbejde i IMO og engagere sig yderligere i ICAO for at sikre en global og ambitiøs anvendelse af PtX-brændstoffer.

·         Regeringen skal arbejde for, at EU fastholder vedtagne grønne målsætninger og implementerer nye virkemidler, der kan sikre produktion af PtX-brændstoffer.

·         Regeringen skal sætte et 2035-mål for dansk produktion af PtX-brændstoffer til luftfarten og skibsfarten.

·         Regeringen skal øremærke danske midler fra EU ETS til dansk PtX-produktion og udmønte midlerne via en dobbelt auk­tions­me­ka­nis­me.