Danmark og et flertal i FN’s sikkerhedsråd kræver, at houthierne stopper deres angreb på handelsskibe i Det Røde Hav
FN’s sikkerhedsråd kræver et øjeblikkeligt stop for houthiernes angreb på civile skibe i Det Røde Hav. Det fremgår af ny resolution. Danmarks FN-ambassadør fordømmer houthiernes angreb såvel som den fortsatte tilbageholdelse af Galaxy Leader og dets 25 besætningsmedlemmer.
I mere end et år har den yemenitiske houthibevægelse gennemført angreb med missiler og droner på civil skibstrafik i og omkring Det Røde Hav. Som konsekvens heraf er trafikken igennem Suezkanalen, en af verdenshandelens vigtigste trafikårer, faldet markant. Mange rederier sejler i stedet den lange omvej syd om Afrika.
I denne uge har FN’s Sikkerhedsråd, hvor Danmark har været repræsenteret siden den 1. januar 2025, endnu engang krævet, at disse angreb stoppes øjeblikkeligt.
”Det er utroligt vigtigt, at det internationale samfund står sammen om at få stoppet houthiernes uacceptable angreb på fredelige handelsskibe. Og det er glædeligt og helt på sin plads, at Danmark som stor søfartsnation også i FN’s Sikkerhedsråd arbejder for at stoppe angrebene og sikre retten til fri sejlads, som er helt essentiel for verdenshandelen, ” siger Anne H. Steffensen adm. direktør i Danske Rederier
Det er ligeledes glædeligt, at FN’s Sikkerhedsråd med resolutionen fremhæver behovet for, at de 25 besætningsmedlemmer, der siden kapringen af Galaxy Leader i november 2023 har været holdt som gidsler i Yemen, bliver frigivet.
Den danske FN-ambassadør Christina Markus Lassen sagde i sit indlæg under behandlingen af resolutionen bl.a. følgende (vores oversættelse, red.):
“Vi fordømmer houthiernes fortsatte angreb på internationale handelsfartøjer i Det Røde Hav såvel som den fortsatte uberettigede tilbageholdelse af skibet Galaxy Leader og dets 25 besætningsmedlemmer. Vi forlanger, at de bliver frigivet øjeblikkeligt.
Ethvert forsøgt på at forstyrre retten til fri sejlads, som international handel og udvikling hviler på, er uacceptabelt og kan være en overtrædelse af international ret.”
Foto: UN Photo / Evan Schneider
Fakta:
Læs FN’s Sikkerhedsråds resolution her (på engelsk)
Læs den danske FN-ambassadørs bemærkninger her (på engelsk)
Fra 1. januar 2025 og to år frem sidder Danmark i FN’s Sikkerhedsråd. Det er femte gang, Danmark sidder i Sikkerhedsrådet. Sidste gang var i 2005-2006.