Danmark – næsten – i top på international sikkerhedsliste for femte år i træk
Dansk skibsfart er endnu engang med helt i toppen af international sikkerhedsliste. Et dansk flag i hækken signalerer, at der er styr på sikkerhed, miljø og arbejdsforhold ombord.
På den netop offentliggjorte hvidliste fra Paris MoU, som viser, hvordan forskellige flagstaters skibe klarer sig under havnestatskontroller i havnene i Paris MoU-medlemslandene, er Danmark at finde på andenpladsen.
Denne gang er Danmark nemlig lige præcis blevet overhalet af Frankrig, som sniger sig ind på førstepladsen. Den position har dansk skibsfart ellers siddet solidt på de seneste fire år. Norge indtager tredjepladsen.
”En af grundene til, at Danmark som et lille land er lykkes med at bevare positionen som en af verdens største søfartsnationer, er, at det danske flag står for kvalitet og ordentlighed. Kunderne ved, at de kan regne med, at danskflagede skibe leverer høj kvalitet. Derfor er det selvfølgelig også meget positivt, at dansk skibsfart endnu engang udmærker sig i international sammenhæng. Men jeg havde faktisk heller ikke forventet andet,” siger Anne H. Steffensen, adm. direktør i Danske Rederier.
En af grundene til, at Danmark som et lille land er lykkes med at bevare positionen som en af verdens største søfartsnationer, er, at det danske flag står for kvalitet og ordentlighed
Havnestatskontrolregimet Paris MoU gennemfører hvert år mere end 17.000 kontroller af udenlandske skibe, som lægger til havn i et af de 28 medlemslande i Europa og Nordamerika.
”Nu håber jeg selvfølgelig bare, at vi kan tage førstepladsen tilbage igen næste år. For der er ikke tid til at hvile på laurbærrene. Det kræver dedikation og fortsat fokus på sikkerhed, sundhed, miljø og de søfarendes forhold ombord, hvis Danmark også i fremtiden skal være blandt verdens bedst præsterende flagstater. Og det skal vi,” siger Anne H. Steffensen.