Budskaberne fra New York Climate Week er et lyspunkt i en urolig tid
Danske Rederier er med på Climate Week NYC. Her er der positivt fokus på den grønne omstilling og tiltro til, at IMO’s 176 medlemslande senere på året vil vedtage historisk aftale om den regulering som skal sikre klimaneutral skibsfart.
Climate Week NYC finder sted sideløbende med FN’s Generalforsamling i New York.
Omtalen af Generalforsamlingen har i høj grad handlet om at evnen til at samarbejde internt i FN er under stigende pres.
Anderledes opmuntrende er det at deltage i Climate Week. Her finder man events med en lang række både offentlige og private aktører og snart set alle industrier, hvor samtalen om nedbringelse af vores klimaaftryk fortsætter ufortrødent med fokus på fælles løsninger med plads til både omstilling og konkurrenceevne.
”Hvis multilateralismen er under pres generelt, så er IMO’s Net-Zero Framework-aftale et klart lyspunkt. Det bliver en milepæl i skibsfartens grønne omstilling, når aftalen – forhåbentligt – bliver endeligt vedtaget i oktober. Der er mange historier om tilbageslag for den grønne dagsorden for tiden, så ikke mindst på den baggrund har det været en fornøjelse at opleve stor opbakning til den grønne omstilling og dekarboniseringsdagsordenen i New York,” siger Nina Porst, direktør for klima, miljø og sikkerhed i Danske Rederier.
IMO har aldrig skuffet
IMO’s Net-Zero Framework skal endelig godkendes på et møde i London i uge 42.
I en tale til en dansk arrangeret konference gav IMO’s Generalsekretær Arsenio Dominquez udtryk for klar optimisme og tro på, at Net-Zero Framework-aftalen vil blive vedtaget.
”Det er IMO’s rolle at samarbejde med 176 medlemsstater, finde en konsensus og komme videre, så vi kan fortsætte med at tackle noget, som vi alle er enige om har en negativ indvirkning på os, nemlig klimaforandringerne, og selvfølgelig fortsætte dekarboniseringen af shippingsektoren. Jeg er positiv og har tillid til medlemmerne i organisationen. IMO har aldrig skuffet,” siger IMO’s Generalsekretær Arsenio Dominquez til ShippingWatch.
”Det er godt at fornemme en positiv stemning omkring IMO-aftalen. Men vedtagelsen er dog ikke nogen selvfølge. Alle sejl skal sættes i partnerskab mellem industri og medlemsstater frem mod oktober. Jeg er stolt af, at Danmark og den danske regering såvel som de danske rederier viser lederskab og går forrest med klar opbakning til global klimaregulering af skibsfarten,” siger Nina Porst.
Læs mere i ShippingWatchs interview med Arsenio Dominquez her