Seneste nyt

Ros til Afrikastrategi – grøn energi og handel skal styrkes

Afrika rummer enorme muligheder for både grøn energi og økonomisk vækst. For at udnytte dette potentiale skal Danmark og EU have et endnu skarpere fokus på investeringer og samarbejde.

Regeringens nye Afrikastrategi byder på store muligheder for tættere samarbejde inden for handel, bæredygtig udvikling og vedvarende energi.  

Derfor støtter Danske Rederier strategiens overordnede målsætninger, og opfordrer samtidig til en endnu mere konkret tilgang, især når det gælder finansiering og handel. 

”Afrika har et kæmpe potentiale for vedvarende energi, som kan spille en nøglerolle i fremtidens grønne brændstoffer til skibsfarten. Hvis vi skal sikre den grønne omstilling, er det afgørende, at vi styrker samarbejdet om udvikling af disse energikilder," siger Anne H. Steffensen, ad­mi­ni­stre­ren­de direktør i Danske Rederier. 

Vil vi knytte Afrika tættere til os – både geopolitisk og økonomisk – skal vi sikre, at afrikanske lande også får løftet deres velstand. Og her har samarbejdet om grøn energi et enormt potentiale, da det kan gøre flere afrikanske lande til nettoeksportører af grønne brændsler, som skibsfarten vil være afhængig af
Anne H. Steffensen, administrerende direktør i Danske Rederier

Danske Rederier ser derudover store muligheder i EU’s Global Gateway-initiativ, som har til formål at fremme investeringer i kritisk infrastruktur herunder transport- og hav­ne­fa­ci­li­te­ter samt etablering af grønne korridorer langs sejlruter om det afrikanske kontinent.  

Rederibranchen opfordrer Danmark og EU til at støtte dette initiativ med mere konkrete fi­nan­si­e­rings­pla­ner, der kan sikre økonomisk vækst og skabe flere arbejdspladser i både Afrika og Europa. 

”Global Gateway er en stærk ramme for investeringer, men vi ser gerne, at både Danmark og EU forpligter sig med flere konkrete midler, så vi kan sikre reelle resultater. Det vil ikke kun styrke Afrikas økonomi, men også skabe nye muligheder for europæiske virksomheder," tilføjer Anne H. Steffensen. 

Danske Rederier fremhæver desuden vigtigheden af gensidighed i samarbejdet med de afrikanske lande. For at Europa kan være Afrikas foretrukne handelspartner, er det nødvendigt at undgå pro­tek­tio­ni­sti­ske tiltag, der hæmmer samarbejdet. 

"Vi kan bidrage til vækst og beskæftigelse i Afrika, men det kræver, at vores afrikanske partnere undgår pro­tek­tio­ni­sti­ske tiltag som f.eks. han­dels­bar­ri­e­rer – det vil vanskeliggøre samarbejdet. Gensidighed skal derfor være en central del af vores fremtidige partnerskaber," siger Anne H. Steffensen. 

Danske Rederier understreger samtidig, at samarbejdet skal være til gavn for begge parter.  

"Vil vi knytte Afrika tættere til os – både geopolitisk og økonomisk – skal vi sikre, at afrikanske lande også får løftet deres velstand. Og her har samarbejdet om grøn energi et enormt potentiale, da det kan gøre flere afrikanske lande til net­to­eks­por­tø­rer af grønne brændsler, som skibsfarten vil være afhængig af," tilføjer Anne H. Steffensen. 

For Danske Rederier er sikkerhed til søs ligeledes en vigtig del af samarbejdet, og her ser man frem til at styrke både handel, sikkerhed og den grønne omstilling i regionen gennem tæt dialog med afrikanske partnere.