Seneste nyt
Klima

Ny aftale: Godt grundlag for hur­tig­fær­ger­nes grønne omstilling

Ny aftale sikrer knap 2 mia. kr. til om­stil­lings­støt­te til de in­du­stri­virk­som­he­der, herunder hurtigfærger, der har sværest ved at gennemføre en grøn omstilling nu og her på grund af mangel på nye, grønne alternativer. Aftalen sikrer bl.a. rederierne bedre muligheder for at gennemføre nødvendige investeringer i grøn omstilling og ny teknologi.

Hurtigfærgerne er en vigtig del af dansk infrastruktur og er med til at binde landet sammen.  

Derfor er det en rigtig god nyhed, at regeringen og SF, Radikale og Konservative nu har landet en aftale, der i en over­gangs­pe­ri­o­de sikrer om­stil­lings­støt­te til virksomheder, der er særligt CO2-tunge og ikke her og nu kan omstille sig – herunder hurtigfærgerne - så disse virksomheder får mulighed for at foretage de omfattende investeringer, der er nødvendige for at gennemføre en grøn omstilling. Hurtigfærger er særligt svære at omstille på grund af deres høje energiforbrug, og der er derfor pt. ikke tilgængelige løsninger baseret på el eller e-fuels på markedet. De skal udvikles. 

”Vi arbejder dag og nat på at omstille vores hur­tig­fær­ge­drift, som har nogle særlige teknologiske udfordringer, der bringer vores investeringer i grøn omstilling af hurtigfærgerne op i adskillige milliarder kroner. Derfor er vi meget glade for aftalen, som ser ud til at være både konkret og brugbar i forhold til at søge den hjælp, som er nødvendig for, at vi kan komme i mål med vores omstilling,” siger Kristian Duurhus, CEO i Molslinjen. 

Vi arbejder dag og nat på at omstille vores hurtigfærgedrift, som har nogle særlige teknologiske udfordringer, der bringer vores investeringer i grøn omstilling af hurtigfærgerne op i adskillige milliarder kroner
Kristian Duurhus, CEO i Molslinjen

For at kunne gennemføre en grøn omstilling af hurtigfærgerne er rederierne i høj grad afhængig af nye teknologier, der endnu ikke findes i tilstrækkelig grad i markedet. Derfor har rederierne, selvom de arbejder hårdt og målrettet på at gennemføre en grøn omstilling af hurtigfærgerne, i realiteten ikke mulighed for at skifte væk fra fossile brændstoffer, inden den danske CO2-afgift for industrien træder i kraft og man bliver inkluderet i EU’s kvotesystem.

Rederierne arbejder benhårdt på at finde nye løsninger, men den manglende til­ste­de­væ­rel­se af grønne løsninger til hurtigfærgerne er selvsagt en udfordring her og nu. 

”Hurtigfærgerne er kritisk infrastruktur, så det er en rigtig god nyhed, at regeringen og et bredt flertal i Folketinget med denne aftale tager højde for de særlige udfordringer, som rederierne står overfor. En over­gangs­pe­ri­o­de, der giver rederierne mulighed for at omstille sig, er godt nyt for operatørerne af hurtigfærgerne. Det er godt for de mange passagerer. Og det er godt for den grønne omstilling. En rigtig god og pragmatisk grøn løsning hele vejen rundt,” siger Jacob K. Clasen, viceadm. direktør for Danske Rederier.

Fakta:

Med ”Aftale om grøn skattereform for industri mv.” fra juni 2022 blev det vedtaget, at der skal indføres en CO2-afgift for industrien. Der skal indføres en CO2-afgiftssats på 750 kr. pr. ton udledt CO2 i 2030 for de virksomheder, som ikke er omfattet af EU´s kvo­te­han­dels­sy­stem og 375 kr. pr. ton udledt CO2 i 2030 for de virksomheder, som er omfattet af EU´s kvo­te­han­dels­sy­stem 

Det blev samtidig vedtaget, at der frem mod 2030 skulle afsættes 2 mia. kr. til om­stil­lings­støt­te til de virksomheder, der har sværest ved at omstille sig. På den måde skabes et vindue for investering i grøn omstilling for disse virksomheder. 

Specifikt blev in­den­rigs­hur­tig­fær­ger nævnt som omfattet af aftalen. 

Det er denne om­stil­lings­støt­te, man i dag har indgået aftale om. 

De knap 2 mia. kr. afsat til om­stil­lings­støt­te udmøntes som en kombination af in­ve­ste­rings­støt­te (910 mio. kr.) og driftsstøtte (1.000 mio. kr.). 

In­ve­ste­rings­støt­ten afsættes i perioden 2025-2029, mens driftsstøtten afsættes i perioden 2025-2034. 

Af­ta­le­par­ti­er­ne ønsker, at om­stil­lings­støt­ten skal gives på baggrund af konkret teknisk omstilling. Herved vil om­stil­lings­støt­ten bidrage med yderligere CO2-reduktioner. 

Læs mere om aftalen her.