Flere passagerer sejlede med færge til eller fra Danmark i 2023
Danmarks Statistik har offentliggjort nye tal for udviklingen i antallet af færgepassagerer fra danske havne. Fra 2022 til 2023 steg antallet af passagerer med 0,5 %. Dermed fortsætter fremgangen ovenpå de lidt tunge Corona-år.
”2023 var et rigtigt godt år for vores færger i forhold til antallet af passagerer. Vi har ikke haft en bedre højsæson de seneste mange år. Vi fortsætter med at investere i fremtidens nye grønnere færger og den fornødne infrastruktur, så vi sikrer endnu større kapacitet og en endnu bedre oplevelse for vores kunder,” siger Michael Guldmann Petersen, CEO i Scandlines.
2023 var et rigtigt godt år for vores færger i forhold til antallet af passagerer. Vi har ikke haft en bedre højsæson de seneste mange år
Udviklingen er dog ulige fordelt. For mens der har været en fremgang på flotte 1,9 % på udenrigsruterne, så er der tilbagegang at spore på de danske indenrigsruter, hvor der var 1,8 % færre passagerer med færgerne sammenlignet med året før. Det er især ruterne mellem Danmark og Tyskland og Sverige, der oplever vækst.
”Det er dejligt at se, at fremgangen i passagertallet fortsætter oven på de svære Corona-år. Flere færgerederier har haft et virkelig flot 2023 på passagerfronten. Der foretages i disse år store investeringer i mere klimavenlige færger, så færgen vil i fremtiden i endnu højere grad være et godt, klimavenligt valg,” siger Jacob K. Clasen, viceadm. direktør i Danske Rederier.
Fakta:
Ud over opgørelsen over antallet af færgepassagerer, viser tallene fra Danmarks Statistik bl.a. også, at Aarhus Havn er Danmarks største havn, når det kommer til godsmængde. Og at i 2023 lagde flere krydstogtspassagerer end nogensinde før til land i Danmark. København er ikke overraskende den klart største danske krydstogtsby.