Seneste nyt

Officer-overenskomster hurtigt i hus

På det allerførste møde mellem Metal Maritime, Ma­skin­me­stre­nes Forening og Danske Rederier lykkedes det efter en lang dag om for­hand­lings­bor­det at nå til enighed om reguleringen af løn- og arbejdsforhold over de næste par år.

Efter kun én dag - som til gengæld blev lidt lang - lykkedes det Metal Maritime, Ma­skin­me­stre­nes Forening og Danske Rederier at blive enige om løn- og arbejdsforhold for navigatører og maskinmestre, der er ansat i rederierne, frem mod 1. april 2025.

Det overordnede tema for for­hand­lin­ger­ne var rekruttering og fastholdelse. Og udover pæne lønstigninger, der matcher, hvad der er opnået på det øvrige arbejdsmarked, indeholder aftalerne også løfte om, at parterne sammen skal undersøge mulighederne for en mere fleksibel arbejdstid, som i højere grad skal tilpasses den ansattes livsfase. Endelig vil man sammen arbejde på en fælles indsats for at sikre chikane- og krænkelsesfrie miljøer om bord på skibene.

Hos Danske Rederier er man godt tilfreds med aftalerne.

”Selvom aftalerne for os ligger i den dyre ende, så indeholder de en række gode tiltag og initiativer, som vil blive en gevinst for os alle over de næste par år. Jeg vil derfor gerne takke både Metal Maritime og Ma­skin­me­stre­nes Forening for at gå både kreativt og konstruktivt til de for­hand­lin­ger­ne,” siger Anne W. Trolle, direktør for arbejdsmarked, rekruttering og uddannelse.

Lønnen reguleres med 3,5 % pr. 1.april 2023, og med 3,6 % pr. 1. april 2024. Pr. 1. juli 2023 omlægges pensionen, sådan at officerens eget bidrag halveres (fra 4% til 2%), mens ar­bejds­gi­ver­bi­dra­get øges tilsvarende.

Parterne blev derudover enige om en fælles overenskomst for alle of­fi­cer­ska­te­go­ri­er beskæftiget på større offshore vindskibe.