Seneste nyt
Uddannelse

Glæde over udsigt til ny maritim uddannelse i Holbæk

Det vækker glæde i Holbæk og omegn, at der nu er udsigt til, at der indenfor de nærmeste år kan blive oprettet en ny maritim uddannelse i byen, som i forvejen har et levende maritimt miljø.

Den nye uddannelse er et resultat af et samarbejde mellem Svendborg Søfartsskole, Stenhus Gymnasium og Nord­ve­stsjæl­lands Erhvervs- og Gym­na­sieud­dan­nel­ser.

”Vi har tænkt os at lave en normal to-årig HF og så en praktisk maritim uddannelse, hvor man både får et grundforløb som skibsassistent og senere kan vælge en overbygning enten maskinteknisk eller nautisk,” siger Per Farbøl, rektor på Stenhus Gymnasium til Danmarks Radio.

Nyheden skaber glæde i Danske Rederier.

”Vi tror helt klart, der er et re­k­rut­te­rings­grund­lag i Holbæk, fordi vi har set, de har arbejdet intenst med det maritime miljø i længere tid. Og det, tror vi, skaber en interesse for søfart hos de unge mennesker,” siger Anne Windfeldt Trolle, direktør for arbejdsmarked, rekruttering og uddannelse i Danske Rederier.

Vi ser i allerhøjeste grad oprettelsen af en ny maritim uddannelse i Holbæk som et eksempel til efterfølgelse,”
Anne Windfeldt Trolle, direktør for arbejdsmarked, rekruttering og uddannelse i Danske Rederier

Det Blå Danmark skriger på arbejdskraft, så ethvert tiltag, som vil uddanne nye søfarende, hilses velkomment af Danske Rederier. Tidligere på året præsenterede Dansk Metal og Danske Rederier i fællesskab et ud­dan­nel­ses­po­li­tisk udspil med konkrete løs­nings­for­slag på, hvordan man får flere til at søge uddannelse og job i den maritime sektor, hvor gode og spændende kar­ri­e­re­mu­lig­he­der venter.

”Vi arbejder hårdt for at skaffe flere kloge hoveder og hænder til skibsfarten. Det er helt nødvendigt, hvis vi skal i mål med den grønne omstilling. Der er mange steder i Danmark, som har et sprudlende maritimt miljø, hvor det vil give god mening at oprette nye maritime uddannelser i tæt samarbejde med de eksisterende ud­dan­nel­ses­in­sti­tu­tio­ner. Vi ser i allerhøjeste grad oprettelsen af en ny maritim uddannelse i Holbæk som et eksempel til efterfølgelse,” siger Anne Windfeldt Trolle.

Den maritime uddannelse i Holbæk skal først godkendes i Un­der­vis­nings­mi­ni­ste­ri­et og i Uddannelses- og Forsk­nings­mi­ni­ste­ri­et. Forhåbentligt er den nye uddannelse klar til at åbne sine døre senest i 2025.

Læs mere om den nye maritime uddannelse i Holbæk på DR’s hjemmeside her

Læs mere om Dansk Metal og Danske Rederiers ud­dan­nel­ses­ud­spil her