Seneste nyt
Juridiske rammevilkår

Ny EU-aftale om bekæmpelse af forurening fra skibe er godt nyt

EU’s Direktiv om forurening fra skibe og indførelse af sanktioner for ulovlig forurening skal revideres. Det er en del af Kommissionens samlede plan for bæredygtig skibsfart. Det samlede mål er nul emissioner, nul forurening og nul ulykker.

For Danske Rederier er det afgørende at gribe ind overfor ulovlig forurening. Det er ligeledes afgørende, at europæiske og internationale regelsæt ikke er i modstrid med hinanden. Disse elementer tages der højde for i revisionen af direktivet, hvilket vækker glæde i Danske Rederier og hos MEP Bergur Løkke Rasmussen fra Moderaterne, som har været med til at forhandle aftalen på plads.

Rådet og Europa-Parlamentet er nu enige om at tilpasse direktivet til den internationale konvention om forebyggelse af forurening fra skibe (MARPOL). Samtidig udvides direktivets an­ven­del­ses­om­rå­de til at omfatte flere typer forurenende stoffer, der udledes i havet, såsom spildevand og affald.

Europa-Parlamentet formåede at sikre en forpligtelse for EU til at revidere reglerne fem år efter deres implementering i national lovgivning for at vurdere, om plastaffald i havet, tab af containere og spild af plastgranulat fra skibe også bør straffes.

Vi skal alle sammen blive bedre til at skåne miljøet, og det her er et fint skridt i den grønne retning
Bergur Løkke Rasmussen, medlem af Europa-Parlamentet for Moderaterne

“Jeg er glad for, at jeg som Renew-gruppens forhandler på direktivet om forurening fra skibe har været med til at sikre, at Europa nu får en styrket lovramme til at kunne identificere og straffe forureninger fra skibe. Vi skal alle sammen blive bedre til at skåne miljøet, og det her er et fint skridt i den grønne retning. Desuden er jeg glad for, at Kommissionen nu skal undersøge muligheder for at forbedre sa­tel­li­tover­våg­ning af containertab, så de ikke bare flyder rundt i havet,” siger Bergur Løkke Rasmussen, medlem af Europa-Parlamentet for Moderaterne.

Danske Rederier støtter formålet med direktivet om at indarbejde internationale standarder om forurening fra skibe i EU-lovgivningen og sikre, at lo­vover­træ­del­ser er underlagt effektive sanktioner.

“De nye for­an­stalt­nin­ger styrker direktivet, herunder særligt i forhold til effektiv håndhævelse og sanktioner, og bidrager til forebyggelse af forurening. For os i Danske Rederier er det også centralt, at man er lykkedes med sikre, at begreber og indhold flugter med de internationale regler i MARPOL-konventionen og Hav­rets­kon­ven­tio­nen, så der ikke opstår modstridende regelsæt. Dermed kan EU-reglerne understøtte lige shippingvilkår internationalt, så europæisk skibsfarts kon­kur­ren­ce­ev­ne ikke forringes,” siger Nina Porst, direktør for klima, miljø og sikkerhed i Danske Rederier.

Den politiske aftale skal nu vedtages formelt af Europa-Parlamentet og Rådet.

Læs mere her