Støttefonde
I det følgende er anført de fonde, som Danske Rederier administrerer, herunder om fondene modtager ansøgninger. Formål, hvortil der kan ansøges om støtte, samt krav til ansøgning og betingelser for at kunne yde støtte, er ligeledes anført. Ansøgninger, der ligger uden for fondenes formål, vil ikke kunne komme i betragtning til støtte.
Danske Rederiers Understøttelsesfond og fonden til Søfarendes og Søfartens Vel
Fondens formål er 1) at yder enkeltstøtte til efterladte efter danske søfolk og til gamle eller svagelige søfolk eller støtte til stiftelser, foreninger eller selvejende institutioner for trængende søfolk, såsom sømandshjem og lignende, samt 2) støtte til principielt institutioner, der arbejder med søfartens vel for øje eller til enkeltpersoner, der skønnes værdige til støtte, og som har tilknytning til søfarten.
Fonden modtager ansøgninger. Kun ansøgninger, der opfylder dette formål, kan komme i betragtning til støtte. Det er fondens bestyrelse, som afgør dette. Fonden har årligt mulighed for at uddele ca. 250 t.kr.
Ansøgning om enkeltstøtte skal ske ved anvendelse af ansøgningsskema, som findes på denne side. I ansøgningsskemaet er indsat en vejledning samt oplysninger om de bilag, herunder tilknytning til søfarten, der skal vedlægges ansøgningsskemaet. Ansøgningsskema og bilag skal sendes på mail til fond@danishshipping.dk. Undtagelsesvis kan ansøgningsskema og bilag også indsendes til Danske Rederier, Amaliegade 33, 1256 København K. Mærk kuverten “Fondsansøgning”.
Ansøgning om anden støtte end enkeltstøtte skal ske skriftligt og indeholde følgende oplysning som minimum:
• Oplysning om det ansøgt beløb, herunder om andre fonde m.v. er ansøgt om samme eller tilsvarende beløb.
• Beskrivelse af formålet med ansøgningen, herunder hvor støtten skal finde anvendelse, eksempelvis hvis der er tale om en del af et større projekt.
• Redegørelse for, hvorledes det ansøgte beløb opfylder fondens formål.
• Budget for hvorledes støtte skal anvendes, herunder den samlede økonomi i projektet med angivelse af totale indtægter og omkostninger.
• Oplysninger og kort beskrivelse af ansøger og modtager (navn på ansøger, herunder virksomhed eller organisation samt dennes formål, adresse, kontaktperson, CVR-nummer eller CPR-nummer, kontooplysninger m.v.).
Ansøgningen med relevant dokumentation skal indsendes på mail til fond@danishshipping.dk
Ansøgningsfristen er den 15. oktober hver år med uddeling senest i december samme år. Alle ansøgninger besvares.
Bevilget enkeltstøtte udbetales hvert år i december og efter bestyrelsesmødet. Fonden har modtaget godkendelse efter ligningslovens § 7 nr. 22, hvorfor enkeltstøttet er skattefrit for modtager. Andre imødekomne ansøgninger udbetales, når ansøger har opfyldt betingelserne og indsendt den nødvendige dokumentation. Bevillinger fra fonden indberettes efter gældende regler til Skattestyrelsen og er sædvanligvis skattepligtige for modtager.
Pensionsfonden for Skibsofficerer
Fondens formål er at yde pensionstilskud, herunder tilskud til virksomme alders-, invalide-, enke- og børnepensioner, og at bevilge særlige overgangsydelser i forbindelse med pensionering inden for de redereri, der historisk har bidraget til fonden.
Fonden modtager IKKE ansøgninger. Kun tilknyttede rederier til fonden kan indstille til pensionstilskud.
Mener du at være bland modtagergruppen, så skal du kontakte dit tidligere rederi.
Rederier med tilknytning til fonden kan kontakte Danske Rederier for nærmere.