Vejledende skabelon til retningslinjer for psykisk arbejdsmiljø til søs
Danske Rederiers vejledende skabelon til retningslinjer for psykisk arbejdsmiljø er udarbejdet for at understøtte rederiernes arbejde med at implementere bekendtgørelsens krav om skriftlige retningslinjer for psykisk arbejdsmiljø om bord.
Senest den 1. juli 2026 skal alle rederier have udarbejdet og implementeret skriftlige retningslinjer for psykisk arbejdsmiljø i overensstemmelse med bekendtgørelsen om psykisk arbejdsmiljø til søs i handelsskibe, som kan læses her.
Retningslinjerne er ikke alene et krav om at udarbejde et sæt retningslinjer. Bekendtgørelsen forudsætter, at retningslinjerne implementeres i praksis, gøres kendt for de ansatte, løbende evalueres og opdateres samt drøftes mindst én gang årligt i skibets sikkerhedsorganisation.
Manglende overholdelse af bekendtgørelsens bestemmelser kan efter omstændighederne medføre sanktioner efter lov om sikkerhed til søs.
For at understøtte medlemmernes arbejde har Danske Rederier udarbejdet en vejledende skabelon, som kan anvendes som udgangspunkt for rederiets egne retningslinjer.
Byg videre på det, I allerede har
Mange rederier arbejder allerede i dag med forhold, der har betydning for det psykiske arbejdsmiljø gennem deres Safety Management System (SMS), onboarding, rapporterings- og klageprocedurer, arbejdsmiljøarbejde samt øvrige politikker og procedurer.
Skabelonen er udviklet med fokus på, at rederierne så vidt muligt kan bygge videre på eksisterende procedurer frem for at etablere nye parallelle systemer. Formålet er at understøtte arbejdet med at samle og synliggøre de tiltag og processer, som allerede bidrager til et sundt og sikkert psykisk arbejdsmiljø.
Skal tilpasses det enkelte rederi
Skabelonen er vejledende og kan ikke implementeres direkte.
Hvert rederi skal gennemgå og tilpasse indholdet til egne forhold, herunder organisation, drift, skibstyper og eksisterende styringssystemer. Rederiet skal blandt andet indsætte egne procedurer, rapporteringsveje, kontaktoplysninger og relevante henvisninger.
Det er rederiets ansvar at sikre, at de endelige retningslinjer afspejler rederiets faktiske organisation og arbejdsgange.
Hvad indeholder skabelonen?
Skabelonen indeholder forslag til, hvordan rederiet kan arbejde med de fem tematiske områder i bekendtgørelsen:
- Tryghed og sikkerhed i arbejdsmiljøet
- Arbejdsbelastning og opgaveklarhed
- Følelsesmæssige og sociale krav
- Kultur og adfærd om bord
- Organisatoriske forhold
Derudover indeholder den forslag til onboarding, rapporteringsveje, opfølgning og den årlige drøftelse i skibets sikkerhedsorganisation.