Seneste nyt
Klima
Juridiske rammevilkår

Positiv kurs i Kommissionens revision af EU's CO2-kvotesystem

Europa-Kommissionen fastholder med sin revision af EU's kvo­te­han­dels­sy­stem (EU ETS) kursen for skibsfartens grønne omstilling. Det bør give den nødvendige for­ud­si­ge­lig­hed for en branche, der allerede fra dansk side bidrager med omkring 3,8 mia. kr. årligt ved køb af CO2-kvoter og i alt mere end 9 mia. euro i hele EU. 

Europa-Kommissionen har i dag præsenteret sin revision af EU’s CO2-kvo­te­han­dels­sy­stem EU ETS. 

Hos Danske Rederier er den umiddelbare vurdering overvejende positiv. 

“Det er positivt, at Kommissionen holder fast i en stabil ramme for EU ETS. Rederierne har brug for klare og langsigtede spilleregler, når de investerer massivt i den grønne omstilling,” siger Nina Porst, direktør for bæredygtige skibe og kompetencer i Danske Rederier. 

Kommissionen lader til at have lyttet til erhvervet. Rederierne har investeret milliarder i skibe, der kan sejle grønt - men der er i dag ikke noget grønt brændstof at fylde i tanken. Derfor er det godt, at pengene i ETS-systemet nu i højere grad skal arbejde for den grønne omstilling, hvor der tidligere var huller i værdikæden. Det skal ske gennem en såkaldt Sustainable Maritime and Propulsion-ordning (SMAP) med det formål at udjævne prisforskellen mellem fossile og alternative brændstoffer og frem­drifts­mid­ler, samt en målrettet anvendelse af skibsfartens CO2-kvo­te­ind­be­ta­lin­ger i In­nova­tions­fon­den. 

Rederierne har brug for klare og langsigtede spilleregler, når de investerer massivt i den grønne omstilling
Nina Porst, direktør for bæredygtige skibe og kompetencer i Danske Rederier

“EU skal i højere grad bruge ETS til at accelerere omstillingen. Det gælder blandt andet en stærkere økonomisk støtte til bæredygtige brændstoffer og nye teknologier samt til hele spektret af ener­gi­ef­fek­ti­vi­se­rings­pro­jek­ter, der kan levere øjeblikkelige emis­sions­re­duk­tio­ner i den eksisterende flåde. Når erhvervet bidrager med milliarder, bør pengene også være med til at drive den maritime omstilling dér, hvor behovet er størst – både gennem løsninger, der reducerer udledningerne her og nu, og gennem de teknologier og den infrastruktur, der er nødvendige for at udbrede fremtidens grønne brændstoffer.” siger Nina Porst. 

Danske Rederier ser desuden positivt på, at Kommissionen fastholder den nuværende geografiske afgrænsning af EU ETS. Det understøtter ambitionen om globale løsninger i regi af FN's sø­fart­sor­ga­ni­sa­tion, IMO. Samtidig er det vigtigt, at Kommissionen lægger op til at justere EU-reglerne, når en global klimaaftale for skibsfarten træder i kraft, så rederier undgår at betale to gange for de samme udledninger. 

Danske Rederier noterer sig desuden positivt, at Kommissionen foreslår en målrettet sænkelse af tonnagegrænsen til 400 GT for udvalgte skibs­ka­te­go­ri­er, hvilket vil bidrage til mere ensartede kon­kur­ren­ce­vil­kår og øge efterspørgslen på alternative brændstoffer og frem­drifts­løs­nin­ger, idet flere skibe bliver omfattet.  

Danske Rederier vil nu gennemgå forslaget nærmere og ser frem til de kommende forhandlinger om den endelige udformning af revisionen i efteråret. 

Kommissionens reviderede forslag skal forhandles mellem Europa-Parlamentet og Rådet i efteråret 2026 med mulig enighed i første halvdel af 2027 og forventet implementering i 2028. 

Kommissionens forslag kan ses her.